Muslim blev kristen og fængslet som terrorist

Ibrahim Abubakar sidder her (nr. 2 fra venstre) mellem nogle kristne venner og studerer Bibelen. Pastor Elie Vassilie, som fortæller i artiklen, sidder til højre for ham i den blomstrede dragt.

Ibrahim måtte tilbringe mere end fire måneer i fængsel, fordi andre
muslimer beskyldte ham for at være islamisk terrorist i Boko Haram.

Det har kostet Ibrahim Abubakar dyrt at blive kristen. Udover at blive fængslet som terrorist, har han mistet sin kone, børn og ejendom. Men han fortsætter med at vidne for muslimer om, at Jesus er vejen til Gud.

Ibrahim var med til den kampagne, som vi holdt i Touboro i Cameroun. (Se omtale af kampagnen side 12-13.)
Ibrahim Abubakar skjuler ikke for nogen, at han nu tror fuldt og fast på Jesus – koste hvad det vil.

Ibrahim (det arabiske navn for Abraham) nåede at blive næsten 60 år, inden han opdagede at Isa Almasihu (Jesus Kristus) er vejen til Allah (Gud).

Konen var besat

Det var faktisk på grund af Ibrahims kone, at han selv fandt troen.
Hun havde længe opførte sig meget mærkeligt, og det var tydeligt for alle, at hun var besat af en ond ånd. Ibrahim gik derfor til de muslimske marabuer, men de kunne ikke befri hans kone fra plageånden.

I sin nød gik han til sidst til de kristne for at de skulle befri hans kone. De fastede og bad, og konen blev virkelig fri af sin plageånd. Det gjorde indtryk på Ibrahim, at de kristne havde autoritet over de onde ånder.

Studier af Koran og Bibel

Ibrahim kom fra Nigeria, men som andre fulanske nomader rejste han efter, hvor der var gode græsgange for hans kvæg. Nogle gange var han i Cameroun andre gange i Tchad.
I Tchad mødte han en præst, som gennem studier i Koranen og skriftsteder i Bibelen viste ham sandheden om Gud og Jesus.

Efter en tid i Tchad flyttede Ibrahim til Touboro i Cameroun.
Da han holdt op med at komme i moskéen, gav det hurtigt problemer i forhold til de andre muslimer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Falske beskyldninger

Hans fjender pudsede myndighederne på ham med beskyldninger om, at han var en forbryder. At han var en landevejsrøver. At han var en islamisk terrorist fra Boko Haram, som jo har dræbt tusinder af kristne, og derfor jagtes intenst af myndighederne.

Han tilbragte fire dage i fængsel i Touboro, herefter blev han sendt til Tcholire, hvor han sad tre dage i fængslet. Men de kristne rejste med for at tale hans sag.
Efter at de havde forhørt ham, sendte fængslet ham videre til immigrations-myndighederne i storbyen Garoua. De kristne hjalp ham videre til Nigeria, så han kunne skaffe sine manglende identitetspapirer.

Han rejste nu til Larmani i Tchad for at handle, men blev der igen fængslet på grund af sine fjenders beskyldninger. Denne gang tilbragte han fire måneder og to uger i fængsel i oliebyen Doba i det sydlige Tchad.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fordi han blev falsk beskyldt for at tilhøre terrororganisationen Boko Haram, risikerede han nu også dødsstraf. Og myndighederne gør kort proces…!
De kristne gik derfor i gang med at bede intenst for ham, og efter fire en halv måned i fængslet, blev han virkelig frigivet.
Han vendte tilbage til Touboro, hvor han nu kommer sammen med de kristne i den evangeliske kirke. Han har ikke mistet troen eller frimodigheden.

Han har otte børn. Men da han kom til tro på Jesus og blev forfulgt, forlod de ham alle. Også sine køer mistede han. Han har intet tilbage. Men han har nu giftet sig med en ny kone, som også er tidligere muslim og nu er kristen. De har ikke noget at leve af. Men de kristne hjælper dem.

Han går fortsat i sit muslimske tøj, og han vidner for alle om, at Isa Almasihu er verdens frelser.