Tidligere LM-general 80 år

Leif Rasmussen er stadig frivillig forkynder – og arkiverer Luthersk Missions gamle klenodier.

Onsdag den 7. februar fylder Leif Rasmussen 80 år. Det er knap en måned før den missionsforening, han stod i spidsen for gennem 40 år, fejrer sit 150 års jubilæum.

Siden den kommende fødselar forlod posten for snart 13 år siden, har han hverken sluppet sin iver for mission, sit engagement eller sin kontakt med mange mennesker, han har mødt gennem tiden.

Ansat i 1963

Leif Rasmussen begyndte sin ansættelse i LM allerede i november 1963 som studentermedarbejder ved siden af teologistudierne. Herefter blev han generalsekretær for missionsforeningen gennem næsten 40 år – fra 1966 frem til 2005, hvor han gik på pension.

I mange år underviste Leif Rasmussen på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Desuden rejste han rundt og prædikede til mange møder i LM’s forsamlinger. Det gør han stadig, nu som fritidsforkynder særligt i København, Nordsjælland og på Lolland-Falster, hvor han er født og opvokset.

Sidste år besøgte han landet Suriname i anledning af 100 års jubilæet for børnehjemmet i Alkmaar, hvor LM i mange år havde missionsarbejde. Her genså han mennesker, han havde mødt på tidligere besøgsrejser.

Frimærker fra hele verden

Efter Leif Rasmussen forlod jobbet som generalsekretær i LM, er der blevet mere tid til at læse bøger og nyde samværet med børn og børnebørn i sommerhuset i Marielyst på Falster. Og så har han en imponerende samling af frimærker fra lande, hvor LM har haft missionsarbejde.

En dag om ugen møder han op på sin gamle arbejdsplads på LM’s sekretariat i Hillerød, hvor han og en tidligere kollega sorterer gamle dokumenter og billeder i arkivet i kælderen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den runde fødselsdag fejres i familiens skød i hjemmet på Holmegårdsvej i Hillerød.

Luthersk Mission

Luthersk Mission er den organisation i Danmark, der har flest missionærer udsendt – i øjeblikket omkring 40 missionærer og volontører. De arbejder blandt andet med bibelundervisning, sundheds- og litteraturarbejde i Peru, Cambodja, Tanzania, Etiopien og Grønland.
Tekst og foto: Karin Borup Ravnborg.