Franskmænd i kamp mod antisemitisme
250 kendisser har underskrevet et manifest mod ”stille etnisk udrensning”.
– Antisemitisme er en demokratisk fiasko, som bør bekæmpes, før Frankrig hører op med at være Frankrig.
Det mener 250 franske kendisser, som har underskrevet et manifest mod det, de kalder en ”ny antisemitisme”. Manifestet blev trykt i adskillige aviser søndag.
Ifølge World Israel News kræver underskriverne handling efter en række mord på jøder i forbindelse med ”islamisk radikalisering”.
Etnisk udrensning
Blandt andre den tidligere præsident Nicolas Sarkozy, tidl. premierminister Manuel Valls, skuespilleren Gerard Depardieu og sangeren Charles Aznavour fordømmer i manifestet det, de kalder en ”stille etnisk udrensning”, som styres af islamister og især foregår i arbejderkvarterer. Samtidig beskyldes medierne for tavshed om sagen.
“I nyere tid er 11 jøder blevet dræbt – og nogle af dem tortureret af radikale islamister – bare fordi de var jøder.
Franske jøder er 25 gange mere udsatte for at blive angrebet end deres muslimske medborgere,” hedder det i manifestet.
Samtidig påpeges det, at omkring 50.000 jøder er blevet ”tvunget til at flytte, fordi de ikke længere følte sig trygge i visse byer og fordi deres børn ikke længere kunne gå i skole.”
Rystende angreb
De omtalte drab inkluderer bl.a. angrebet i 2012, hvor en islamist dræbte tre skolebørn og deres lærer på en jødisk skole i Toulouse.
Tre år senere kom angrebet mod avisen Charlie Hebdo efterfulgt af drabet på fire mennesker i et jødisk supermarked i Paris.
I april 2017 blev en jødisk kvinde i 60’erne smidt ud fra vinduet i sin lejlighed i Paris af en nabo, som råbte “Allahu Akhbar”.
Det seneste rystende angreb gik ud over en 85-årig kvinde, som var holocaust-overlever. Hun fik 11 knivstik, før de to angribere satte ild til hende.
Det brutale mord kom som et chok for franskmændene. 30.000 gik på gaden i protest for at vise den afdøde en sidste ære, og præsident Macron gentog sin forsikring om, at han vil kæmpe imod antisemitismen.