“Gæstfrihed”

Af Morten Patrzalek Præst / Senior pastor,
Betania KirkeCenter

Har du nogensinde oplevet at besøge et hjem, hvor du bagefter sagde til dig selv: ”Hvor var de gæstfri”? Måske kan du genkende følelsen af at føle sig velkommen? At her er et hjem, hvor man accepterer dig, som du er.

Sidste forår besøgte min kone Anette og jeg en kirke i USA. Den lignede på mange måder Betania. Der er et hjerte for mission, stort fokus på børn og unge samt god lovsang m.m. Alligevel var der noget, som stak lidt ud. Jeg ved godt, at man ikke må dømme andre, og især ikke hvis man kun besøger dem en gang. Alligevel havde vi en interessant oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer.

Da vi kom til gudstjeneste, blev vi hilst velkomme ved indgangen på en god måde. Men efterfølgende var der ikke nogen, der hilste på os. Hverken under eller efter gudstjenesten. Der var over 300 til gudstjenesten, hvilket er mange mennesker, men alligevel følte vi os alene. På en måde var det sundt for mig, for hurtigt kom tanken: ”Jeg håber ikke, det er sådan i vores kirke”.

Heldigvis fornemmer jeg ikke, det er sådan, for de tilbagemeldinger jeg får, er, at folk føler sig velkommen. Så lad os fortsætte med det.

En anden ting, jeg faldt over, var, at de havde et rum, som de kaldte: ”Hospitality”. Oversat betyder det gæstfrihed. Tanken var, at gæster kunne søge derhen og opleve gæstfrihed gennem dem, der var tilknyttet rummet. Efterfølgende spurgte jeg mig selv, om kirken i sin iver efter at være gæstfrie havde forsøgt at organisere gæstfriheden? Sørget for folk, der hilste ved døren, et rum hvor man kunne søge hen og måske endda nogen, der havde meldt sig til en gruppe, der ville invitere nye hjem.

Det lyder da meget godt, tænker du måske, men min påstand er, at det kun virker et stykke hen ad vejen. Det vil aldrig kunne erstatte gæstfriheden som værdi. Værdier er det, der betyder noget for os. ”En kerneværdi er ikke, hvad vi ønsker er vigtigt for os – en kerneværdi er, hvad der er vigtigt for os”.
Så lad mig spørge: ”Hvad betyder ”gæstfrihed” for dig? Betyder det at være ”fri for gæster” eller ”gæster kan opleve frihed”?

På et tidspunkt siger Jesus følgende til sine disciple: ”Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.” Lukas 14:12-14.

Lad mig foreslå, at det at vise gæstfrihed faktisk har evighedsbetydning. At vi ikke kun skal vise gæstfrihed i kirken, men at hjemmene er det sted, hvor det får størst betydning for gæsten og dig selv.
Så hvad vil du bruge dit ekstra værelse til i huset, hvis du har sådan et? Hvad vil du bruge den ekstra plads du har ved spisebordet til?


Artiklen fortsætter efter annoncen: