”Jesus unge soldater” brød ikke loven

Åbne Døre i kommentar til miniserie.

Organisationen Åbne Døre kommenterer DR3s miniserie, ”Jesus unge soldater”, hvor to af de unge kristne rejser ud med bibler til forfulgte kristne i forbindelse med én af Åbne Døres ungdomsrejser.

”I serien fremstilles rejsen som farlig og ulovlig, men vi i Åbne Døre Danmark ønsker at understrege, at vi ikke smugler bibler, men vi leverer bibler til lande og samarbejdspartnere. Det gør vi ikke, fordi det er ulovligt, men fordi distributionen af kristen litteratur er besværliggjort af forfølgelse i de pågældende lande.
De rejser, vi sender danskere ud på, har primært det formål at opmuntre mennesker, der lever i lande, hvor det at være kristen er særdeles udfordrende, og give dem mulighed for at læse i en bibel på deres eget sprog.
Der har efterfølgende været gjort en del overvejelser om, hvorvidt det har været hensigtsmæssigt at invitere DR3 indenfor hos Åbne Døre. Valget om at lade DR3 filme vores ungdomsarbejde ligger under en tidligere ledelse, som havde et ønske om at profilere Åbne Døres arbejde positivt. Nu har vi ændret vores procedure for mediers besøg hos os, ligesom vi i fremtiden vil knytte vores ungdomsarbejde tæt til hovedorganisationen.

Åbne Døre har engageret og troværdigt tjent verdens kristne gennem mere end 60 år, og vi vil fortsat have det fokus at tjene verdens forfulgte kristne med bibler, nødhjælp, undervisning, genopbygning, advokathjælp, mikrolån og meget mere”, skriver Åbne Døre den 4. april 2018.
Bodil