Rolland glæder sig til Awake i København
Heidi Bakers stærke partner gennem deres barske missionærliv taler ved Awake-konferencen torsdag aften og fredag eftermiddag.
– Har du et budskab til Danmark? spørger vi Rolland Baker, som torsdag aften og fredag eftermiddag taler på Awake konferencen i København.
– Under kulturelle forskelle er mennesker de samme rundt om i verden, svarer han.
– Vi har alle brug for kærlighed, fred og glæde, og vi kan kun finde disse ting i Jesus Kristus ved Helligåndens kraft.
Vi må omvende os og ydmyge os selv som børn for at komme ind i himlens rige. Selv om verden beskriver Danmark som ”verdens lykkeligste land”…!
Mere end Heidis mand
Mens Heidi Baker er blevet verdenskendt for sit store arbejde for de fattige i Mozambique og mere end 40 andre lande, så er Rolland Baker mindre kendt.
Men Rolland er en uundværlig medspiller for ”Mama Heidi”.
De to har altid været enige i deres totale hengivelse til Gud. De var enige om at købe en enkeltbillet til Indonesien for deres bryllupsgaver. De har levet i tro uden sikkerhedsnet siden.
Rolland er den vise mand i Pemba, hvor de nu har deres base med bespisning af fattige børn, bibelskole, præsteskole, klinik, kirke osv.
Når Rolland underviser de ca. 300 udenlandske studerende, som hvert år kommer til Harwest bibelskolen i Pemba for at lære gennem nøjsomhed i tre måneder, er det altid dybt og solidt.
Alt accelererer
– Hvordan går det i Pemba? spurgte vi ham.
– Alt vokser og accelererer mere end nogensinde, på trods af mange udfordringer, svarer Rolland. På det sidste har han især været beskæftiget med at opbygge et nyt universitet i Mozambique.
– Hvordan udvikler universitetet sig?
– Vi har al den plads, vi har brug for; en enorm velvilje hos regeringen; et højtudviklet pensum på mange områder; store arkitektoniske planer og betydelig støtte, der begynder at strømme ind til yderligere udbygning, fortæller Rolland Baker.
– Et par klasser er begyndt i vores første klasseværelser. Men selvfølgelig er det en stor og langsigtet vision, der vil tage mange år at opfylde. Alle involverede er spændte. Det vil betyde så meget for udviklingen af Mozambique, og for de studerendes åndelige liv, svarer Rolland Baker.
Interview med Rolland
Da jeg samlede stof til bogen ”Mama Heidi” i Mozambique, fik jeg mulighed for at stille Rolland mange spørgsmål.
Jeg spurgte bl.a. om de fysiske manifestationer, som nogle oplever under Helligåndens kraft.
Det sker ofte, når Rolland beder for mennesker – eller blot berører dem.
– Hvorfor oplever nogle disse manifestationer, men andre ikke?
– Ja, du kan opleve at blive ramt af Gud, kastet mod en væg, du kan opleve, at du brydes med ham, han kan få dig til at grine og græde, og du kan endda have visioner – men det er ikke det samme som at kende ham, svarede Rolland Baker.
– Nogle mennesker har oplevelser med Gud, og hele deres liv forandres – og andre mennesker har de samme oplevelser, men en måned senere er alt som før, fortalte Rolland. Om sin egen oplevelse sagde han:
– Gud er meget mangfoldig, og jeg har haft meget dybe emotionelle oplevelser med Gud, men ikke fysiske. Jeg føler ikke elektrisk chok eller varme, som nogen gør.
– Det afhænger af Gud, det er hans valg. Men hvad der virkelig betyder noget til slut, det er ikke, om du følte noget på din hud, men hvad der er sket i dit hjerte.
Gift med en helgen
Hvordan er det at være gift med en – helgen?
– Ja, det er meget stærkt. Men… ville du hellere have haft en svag hustru?
Har du altid været i stand til at acceptere, at hun er så radikal?
– Åh ja, jeg er også radikal.
Jeg ville ikke ønske at have en konservativ kristen hustru, som var bange for at gå nogen steder eller lave noget. Heidi er frygtløs. Så det er meget spændende. Men jeg forventer ikke af hende, at hun er her hele tiden. Det vidste jeg, da jeg giftede mig med hende. Hun er faktisk væk halvdelen af tiden. Når hun er her, er hun som regel væk det meste af dagen.
Det er et kald, som jeg accepterede i begyndelsen. Hvis du ønsker en hustru til at blive hjemme hos dig og lave mad og være sammen med dig hele tiden, så er hun den forkerte person.
Hvad med fremtiden?
Du er nu ca. 70 år. Har du planer om at trække dig?
– Vel, min farfar prædikede på gaderne i Kina, indtil den dag han døde som 90-årig. Han var aldrig til læge i hele sit liv. Jeg bliver også bare ved med at undervise og prædike og skrive.
Jeg plejede at lave regnskab og administration og stod for lydanlægget, fotografering, video, nyhedsbreve, bøger og udgivelser, og bilreparationer og bygningsarbejde – og det hele.
Når du starter i mission, er du er nødt til at lave alting selv. Men nu giver jeg alt fra mig, som andre lige så godt kan gøre.
At undervise
Foretrækker du at undervise?
– Ja, jeg ønsker at introducere mennesker til Jesus, og forbinde dem. Og at lære dem troslære, det er meget vigtigt, ellers vil oplevelserne ikke vare ved. Og karrakteregenskaber som hellighed, selvkontrol, disciplin, at fastholde sin karakter, forblive trofast, stole på Gud for alting, være afhængig af Jesus i alting. Jeg ønsker at understrege det spirituelle aspekt ved alting.
Fotograf, pilot og doktor
Rolland fik ikke sin doktorafhandling gjort færdig, da han og Heidi i en periode boede i London. De var for optaget af at hjælpe mennesker.
Først for et par år siden fik Rolland omsider tid til at skrive en afhandling om de principper, deres tjeneste bygger på.
Han er oprindelig professionel fotograf og har taget mange fantastiske billeder i Afrika. En del er med i bogen ”Mama Heidi”.
Rolland er en ivrig pilot. Han har fløjet siden han fik certificat som 19-årig. Nu flyver han ofte med IRIS fly, der har 10 sæder og bruges til bl.a. nødhjælp.