1.000 gidsler befriet fra Boko Haram i Nigeria
Nigerias hær oplyser, at de har dræbt 50 ekstremister fra Boko Haram og befriet 1.000 mennesker, fortrinsvis kvinder og børn, som var gidsler hos terrororganisationen.
Nigerias hær skrev på Twitter, at tropperne fra 22. Brigade angreb Boko Haram i det, som blev kaldt Operation Lafiay Dole.
Ifølge The Christian Post har Boko Haram terroriseret nigerianske borgere, heriblandt mange kristne, siden organisationen fik fodfæste i 2009. Boko Haram bekæmper vestlig indflydelse, skoler mm., og er især berygtet for bortførelsen af 276 skolepiger fra Chibok i 2014. De fleste af pigerne er nu befriet, men nogle savnes stadig.
Nigerias præsident Muhammadu Buhari har svoret at bekæmpe islamisterne og fordrive dem fra landet. Han er i flere år blevet beskyldt for at være alt for passiv mht. opfyldelsen af dette løfte, ligesom hæren er blevet beskyldt for fejhed i mødet med terrorgruppen. Men nu har hæren altså vist sin vilje til at handle efter præsidentens ønske og beder i et tweet borgerne om hjælp:
”Vi ønsker at minde offentligheden om beslutningen om at udrydde BH og befri alle gidslerne. Folk rådes til at rapportere om enhver mistænkelig person til de rette myndigheder, så vi kan gribe hurtigt ind. De befriede bliver nu tilset i et militærhospital.”