Erfarne Anne tilbyder sin hjælp til Danmark

Romantisk drama førte Anne fra Bombay til Aabenraa i Danmark.

Anne og Ove foran posthus-bygningen i Christiansfeld, hvor han tidligere var leder. Nu bor Udfordringen her.

 

Anne Manning hedder en anglo-inder, der for nylig flyttede til Aabenraa.

Siden hun blev ”født på ny” i 1966 har hun brugt sit liv på at tjene i kristent arbejde – samtidig med, at hun har arbejdet som coach og underviser. Anne har arbejdet med virksomheder som General Electric, IBM, Pepsico, AIG, Morgan Stanley, Xerox, Mariott Hotels, Viacom, Expedia, Credit Suisse, Fujitsu, HSBC samt en del virksomheder, som er kendt i Indien.

Hun boede nemlig indtil for et år siden i millionbyen Bombay på Indiens vestkyst. Anne har taget en række uddannelser og tilbyder træning, undervisning, rådgivning og coaching.

Hun har rejst i USA, Storbritanien, Australien, Afrika, Sydøst Asien, Sri Lanka, Nepal, Thailand, Singapore, Malaysia, Mongoliet og Australien.

Ingen ny ægtemand

Grunden til, at denne berejste og dygtige dame har slået sig ned i Aabenraa, er Ove Pedersen.
De to var begge hjælpere ved ICEJ – den kristne ambassades – løvhyttefest i Israel i oktober 2016.

De talte ikke samen, fordi de var i hver sin landegruppe. Men på et tidspunkt inviterede Anne den fuldskæggede dansker hen til deres bord. Her sad en hollandsk dame, som hun syntes, danskeren kunne tale med. Selv talte hun ikke med ham.

Anne havde mistet sin mand i 2010, men hun havde ingen planer om at gifte sig igen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Det er ikke almindeligt i Indien, at en enke i min alder gifter sig. Og det havde jeg helt udelukket. Jeg havde nok at gøre med alle mine opgaver. Og jeg har to voksne børn, fortæller hun.

Slip nu sorgen!

Anderledes med Ove. Han var blevet kristen efter en skilsmisse fra sin første kone. Den 2. kone, Birthe, var kristen, og dermed åbnede der sig en helt ny og vidunderlig verden for Ove, der hidtil havde haft travlt med arbejde som postmester i en mindre by.

Men i 2015 døde Birthe af kræft, og efter en svær tid hørte Ove en hørbar stemme sige: Slip sorgen!
Da Anne i Jerusalem intetanende spurgte om hun også måtte få hans email, var han sikker på, at hun var den kone, Gud ville give ham!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Han begyndte at skrive emails til mig, og allerede efter 3-4 mails spurgte han, om jeg ville gifte mig med ham! fortæller Anne, der var noget forbløffet over danskerens frimodighed.

Et ord i en drøm

Anne afviste stadig tanken, selv om nogle af hendes rådgivere spurgte, om hun ikke burde overveje at gifte sig igen. Da hun havde for travlt til at søge Gud om dagen, bad hun ham om at give hende vejledning i en drøm.

Dén nat drømte hun, at hun så et hvidt ark papir, hvor der stod PAR/Ove. Wife/Anne.
Lidt rystet spurgte hun i en mail Ove, om han kendte ordet PAR, som hun ikke kendte. Jo, det gjorde han da – og gentog sit frieri.

I en prædiken hørte Anne derpå præsten fortælle om Abraham, der skulle rejse bort fra sin slægt og sin land for at rejse til et fremmed land. Da præsten sagde: Pak din kuffert og rejs! følte hun, at Gud talte direkte til hende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hun talte med sin datter om de mange tegn, og datteren kunne nu fortælle, at hun og manden havde bedt for, at hun måtte finde sig en ny mand i Israel. Og at han måtte spørge hende om at gifte sig. Så de var ikke i tvivl om, at danske Ove Pedersen var svaret på deres bønner!

Jul i Bombay

Ove blev nu inviteret på besøg i julen 2016. Selv om man i Indien først fejrer jul den 25. december, aftalte datteren med Ove, at de skulle holde en dansk juleaften den 24. december. Ove medbragte juleevangeliet, julesange og opskriften på risengrød.

Anne nåede at komme hjem efter 2 måneders undervisning i Himalaya-bjergene. Og da de alle seks var samlet, følte hun, at Ove hørte med til familien.

Allerede den 26. kom Ove ned på knæ og friede, og i februar 2017 kom Anne til Danmark for at møde hans familie og land, før de blev gift i Skt Nicolaj Kirke i Aabenraa den 27. maj.

– Ove var bekymret for, at jeg skulle fryse, men jeg nød den danske kulde, fortæller Anne.
Det har været nyt for hende ikke konstant at være i arbejde. Men hun har haft fred i, at de skulle have en rolig tid sammen.

En dag bad hun Gud om, at de måtte komme på en rejse i Europa, selv om de ikke havde så mange penge. Og straks efter åbnede Ove en kuvert, der var lagt som indstik i Udfordringen.

Begejstret fortalte han om en meget billig rejse til Cypern, som lige var dumpet ind. Den var de på i december!

Så Anne føler stadig, at Gud er med i hendes hverdag, selv om hun nu er over 6.500 km fra Bombay – og i en helt anden verden. Hun taler engelsk, men har siden december allerede består Dansk 2-prøven og er i gang med dansk 3.