Frustrationer i troen
Jeg sidder på et møde på vores menighedslejr, og under lovsangen er der de her tre fantastiske unge, som alle begynder at græde. De oplever Gud, og det handler vores præst på – han beder dem om at dele, hvad de oplever. Jeg bliver utrolig glad på deres vegne, men kan ikke få denne tanke ud af mit hoved: ”Hvorfor er det dem og ikke mig?”.
Som ung i troen er man meget ivrig og kan slet ikke vente på den rejse og fremtid, Gud har lagt for en.
Men det går ikke altid lige så nemt, som man havde tænkt sig. Måske hører man ikke fra Gud, og der sker ligesom ikke noget. Hverdagene begynder at blive sværere at komme igennem, og det hele bliver en smule frustrerende.
Hvert år er jeg med min kirke på menighedslejr, og hvert år oplever vi også Guds nærvær, og det medfører, at alle kommer med stor forventning. Så jeg så meget frem til dette års lejr, da jeg sammen med min familie har gået igennem en svær tid.
Og her er det så, at disse tre unge under lovsangen på vores sidste aftenmøde begynder at græde. Det gør de igennem tre sange, og vores præst og gæstetaleren handler på det og spørger, om de har lyst til at dele det, der sker med dem. De deler, hvordan de oplever Guds fantastiske nærvær, og bliver så spurgt, om de vil bede for dem, der havde lyst til at blive bedt for. Jeg hopper ind i rækken som en af de første, for jeg vil gerne have samme berøring af Gud, og jeg bliver så bedt for, og trækker mig herefter ned bagved, så de andre kan komme til. Mens jeg sidder nede bagved og lytter til lovsangen, kommer tanken ”hvorfor dem og ikke mig?”. Jeg begynder at få det lidt dårligt med mig selv, over at jeg tænker så selvisk, og hvorfor jeg ikke bare kan være glad på deres vegne? Jeg kan simpelthen ikke ryste denne tanke af mig, så jeg trækker mig lige ud og får lidt frisk luft inden mødet slutter, og vi unge trækker ind til os selv, som vi plejer efter det fælles aftenmøde.
Hver torsdag er der Devote, en samling for unge i kirken, og torsdagen efter lejren snakker vi om, hvad vi hver især oplevede. Så jeg deler den tanke, jeg har haft, og vi får snakket om det. Til sidst er der en, der siger, at jeg skal se det som en god ting, at jeg skal se det, som at jeg også vil Gud og opleve det, de oplevede.
Det er ikke fordi, jeg ikke glæder mig for de andre, eller hellere vil have, at det var mig, og så alligevel vil man gerne have, at det var en selv. Men i stedet for at fokusere på det som en selvisk tanke, så skal vi se det som en længsel efter, at vi også vil Gud, og at vi vil have mere af ham.
Længes du også efter mere af Gud? Så søg Ham og vær tålmodig, din dag skal nok komme.
