Jesus-brillerne

Som børn kan ingen af os nok sige os fri for at have stået i et hylekor og råbt efter én, som faldt uden for normen, fysisk eller mentalt. Når man så kom hjem og blev stille, var man jo flov over sig selv. Forhåbentligt!

Jeg husker en kammerat, som blev mobbet af den simple årsag, at han var meget højere end sine jævnaldrende. Jeg valgte at stå sammen med ham blandt andet på en flugt igennem byen, hvor hoben var lige i hælene på os, indtil vi fandt ly hos hans farmor.

Filmen ”Wonder” beskriver de her mekanismer, hvor nogle føler sig stærkere ved at trampe på den svage.

Hovedpersonen er Auggie, en 11-årig dreng, der har et deformt ansigt grundet sygdommen Treacher Collins syndrom. Auggies mor har undervist drengen hjemme, men nu er der ingen vej udenom: han må begynde at gå i en femte klasse på en normal skole.

Det bliver en hård tid for ham, hvor han konfronteres med ovennævnte mekanismer. I begyndelsen går han med en styrthjelm for at skjule sit ansigt. I bedste amerikanske stil vender det hele efterhånden. De andre får et nyt syn på ham, og han får venner, der værdsætter personen bag facaden. Det er filmens svaghed. I virkelighedens verden går det ikke altid så let. Som folkeskolelærer gennem mange år taler jeg af erfaring.

Det jeg dog vil fremhæve er, at det gør en kæmpe forskel, hvordan vi ser på os selv som mennesker. I det dobbelte kærlighedsbud siger Jesus: Elsk Gud og din næste som dig selv.

Det er lettere sagt end gjort, men i mødet med Kristus og hans Helligånd, kan miraklet ske, og vi får lov at se os selv med Guds øjne: som elskede, hans øjesten. Og så får vi Jesus-brillerne på og kan se Jesus i vores næste.

Om nogen kender han mobningens hæslige mekanismer: Palmesøndag blev han hyldet som konge. Langfredag råbte de samme mennesker i hylekoret: Korsfæst ham. Det er denne Jesus, der kan forandre verden … ved at begynde i den enkelte.

Han giver os de rigtige briller, – så reklamen kunne ændres til: ”Skulle have gået til Jesus Kristus!”