Fuldt hus til Berntsens møder i Ilulissat på Grønland

Hans Berntsen har allerede fået invitationer til at besøge andre byer efter de første møder i Ilulissat, hvor næsten alle deltagere markerede, at de ønskede at tage imod Jesus i deres liv.

Grønlænderne i Ilulissat tog Hans Berntsen med på fisketur i Isefjorden, som er fyldt med flydende isbjerge. Her viser Hans Aron til venstre sin helbredte tommelfinger frem. Berntsen havde kort før bedt for helbredelsen. Til højre ses Karl Elias.

– Det er gået rigtig godt. Grønlænderne er meget åbne for budskabet, fortæller Hans Berntsen i telefon fra Ilulissat nord for polarcirklen.

Udfordringen talte med den danske helbredelsesevangelist, efter at han havde holdt de første tre møder i Ilulissat.

– Det var dejligt at opleve den store åbenhed hos grønlænderne. Udover at mange oplevede et mirakel, var der også mange, som modtog det helt store mirakel – nemlig at få Jesus i hjertet. Jeg tror, næsten alle rakte hånden op og markerede, at de ville tage imod Jesus, fortæller Berntsen.

Nogle af møderne i Ilulissat foregik i Missionsforbundets kirkebygning, der også bruges til ungdomsklub. Kirken er en del af Grønlands Frikirke (INO).
Grønlands Frikirke

De tre møder var arrangeret af Grønlands Frikirke. Fredag og søndag var det i Missionsforbundets bygning, hvor der var plads til ca. 100, og lørdag var det i forsamlingshuset, hvor der kunne være ca. 300.

– I løbet af møderne kom der hele tiden nye til, som havde hørt om miraklerne gennem deres venner, som var med på mødet, fortæller Hans Berntsen, der nyder at være i en af Grønlands mest interessante byer, Ilulissat.

Verdens største isbræ kælver her med isbjerge, som derefter svømmer vuggende ud i Diskobugten og derfra ned langs vestkysten, hvor de til sidst smelter i varmere farvand.

Mirakel på sejltur

Grønlænderne tog også den danske prædikant med ud at sejle i midnatssolens skær.

Berntsen var også på fisketur med Hans, som havde fået en finger revet næsten af under arbejdet med langlinerne.

Tommelfingeren var blevet sat sammen med skruer på det lokale sygehus i byen, der kun har ca. 4.000 indbyggere.

Selv om tommelfingeren nu hang fast til hånden, kunne Hans ikke bevæge tommelfingeren mere. Men da Hans Berntsen så fingeren, tilbød han et bede for den. Fingeren blev helbredt. Og på videoen fra fisketuren viser fiskeren Hans sin finger frem, som han nu kan bevæge.

 

Hans Berntsen blev inviteret på en sejltur med koncertsanger Ida Heinrich og hendes bror. Ida Heinrich var kræftsyg og opgivet af lægerne. Hun rejste til Danmark og blev bedt for ved to møder, hvor Hans Berntsen talte. Herefter kunne hun stoppe med at tage smertestillende piller, og hun har haft det godt siden. Hun håber, at kræften nu er forsvundet.
1000 til møde i Nuuk

Til møderne i Nuuk (tidl. Godthåb) torsdag og fredag den 28. juni kl. 19 i Godthåbhallen var der endnu flere deltagere.

I Godthåbhallen var der ca. 1000 fremmødte. På Sømandshjemmet den 29. juni, hvor der egentlig kun var plads til 150, regner man med at der kom 300. Alle lokaler blev overfyldte med 180 deltagere og mere end 120 måtte vente udenfor.

Mange oplevede helbredelser. Mange tog imod Jesus i deres liv.

Grønlands Frikirke (INO) holdt samtidig sin sommerkonference i Nuuk med bl.a. Peter Hedelund, Euroclass, som prædikant.

Nye møder planlagt

Der er allerede arrangeret nye møder i følgende byer:

AUGUST
Mandag 13. august Kangerlussuaq
Tirsdag 14. og onsdag 15. august Aasiaat
Torsdag 16. august Maniitsoq
Fredag 17. august Napasoq
Lørdag 18. august Atammik
Søndag 19. august Maniitsoq
Mandag 20. og tirsdag 21. august Sisimiut

SEPTEMBER
Mandag 17. september Narsaq
Tirsdag 18. og onsdag 19. september Qaqortoq
Torsdag 20. september Ilulissat
Fredag 21. september Qasigiannguit
Lørdag 22. september Ilulissat
Søndag 23. september Qeqertarsuaq.