Apostolerne slap for regnen
Det har ofte regnet, når Apostolsk Netværk holder sommerstævne i Kolding. Men i år var der næsten for tørt...
Det smukke landskab omkring Kolding Internationale Højskolen var i uge 28 fyldt op med campingvogne og telte. Menigheder, familier og enkeltpersoner mødtes til den årlige sommercamp i Apostolsk Kirkes Netværk.
Blandt deltagerne var Kirstine (“Didde”) Lock fra Esbjerg. Hun har væfret med ikke færre end 80 gange! Hun kom nemlig med sine forældre på lejr, da hun var syv år. Her blev forældrene, der kort før var blevet omvendt og døbt, også fyldt med Helligånden. Og siden den store oplevelse var de og Kirstine med til hvert eneste sommerstævne. Og hun havde både sine børn og børnebørn, ja endda oldebørn med på stævnet.
(Læs et større interview med Kirstine – klik her)
40 med fra Silkeborg
Fra Silkeborg Frikirke deltog ca. 20 voksne og 20 børn af menighedens medlemmer. Vi talte med Lars Pugh, som viste sig at være menighedens præst.
– Vi har været med i mange år, det er en god tradition. I år har vi så også et fællestelt, så det er lettere for dem, der måske er med for første gang.
– Hvor længe har du selv været med?
– Mindst i femten år som voksen – og jeg var også med nogle gange som barn.
– Har du selv børn med?
– Ja, jeg har to – en på 10 og en på 5 år.
– Og hvor er din kone?
– Heidi er for en gangs skyld ikke med. Hun valgte at blive hjemme i år.
– Hvordan synes du om at være med?
– Jeg synes, det er hyggeligt, og børnene hygger sig og er i gange med legekammerater hele dagen. Og man får drukket noget kaffe og får sig nogen gode snakke. Og så er der også nogen gode møder. Der er lidt fra forskellige hylder.
– Hvad er det vigtigste for dig: Fællesskabet eller forkyndelsen?
– Det vigtigste, synes jeg, er fællesskabet og de snakke, man får.
– Er der en af talerne, du specielt vil nævne?
– Ja, jeg var rigtig glad for Simon Engmose fra Holbæk, som talte torsdag formiddag.
Norsk dame fra Aalborg
Oddrun Dahl kommer fra Aalborg. Men hun “indvandrede” for 21 år siden fra Hoster i det allernordligste Norge – nord for Trondhjem.
– Hvad fik dig til at tage helt herned til Danmark?
– Min mand…! Jeg giftede mig med Peter.
– Kommer I i en frikirke?
– Ja, vi kommer i Apostolsk Kirke i Aalborg, hvor Johannes Hansen er forstander. Vi er nok 100 med fra den menighed. Både børn og voksne. Det så det ud til, da vi havde fællesspisning.
– Har du selv børn med?
– Nej, ikke denne gang. De er store nu. Men tidligere har de været med. Så det er lidt mere afslappende nu.
– Hvad er det vigtigste for dig: Fællesskabet eller forkyndelsen?
– Jeg synes, det er en god blanding af fællesskab og forkyndelse.