100 kirkeledere til galla i Det Hvide Hus
Omkring 100 evangelikale ledere var inviteret til gallamiddag i Det Hvide Hus mandag aften. Arrangementet beskrives som en mellemting mellem en kirkelig retræte og et kampagnestævne.
Mange kendte evangelikale pastorer, evangelister og andre kirkefolk deltog i det, der blev kaldt en ”statsmiddag” til ære for ”evangelikale ledere”. Blandt deltagerne var evangelisten Franklin Graham, forfatteren James Dobson og prædikanten Greg Laurie.
Fra regeringen deltog foruden præsident Trump også vicepræsident Mike Pence, minister for national sikkerhed, Ben Carson, sundhedsminister Alex Azar og ambassadør for international trosfrihed, Sam Brownback.
Førstedame Melania Trump var værtinde ved middagen.
Tro, familieliv og frihed
– Vi er her i dag for at fejre den amerikanske kulturs værdier: tro, familieliv og frihed. I flere år har den tidligere regering, som I ved, prøvet at underminere trosfriheden, men disse angreb på trossamfund er nu overstået. Vi har bragt det til ende, sagde Trump.
Derpå lykønskede han James og Shirley Dobson, som havde 58 års bryllupsdag. ”De er meget fantastiske mennesker,” sagde præsidenten og takkede dem for deres støtte. Samtidig fastslog Trump, at han har levet op til næsten alle sine løfter under valgkampen.
Under middagen fik kirkelederne mulighed for at låne mikrofonen for at tale om det, der lå dem på hjerte.