Fire turist-gudstjenester i august i Hvide Sande
Traditionen tro holder ’Kirkerne på Klitten’ igen i år særlige gudstjenester til glæde for områdets sommergæster.
I Helligåndskirken i Hvide Sande holder præsterne i løbet af august fire gudstjenester i det, de kalder Turistkirke. Det er en traditionel gudstjeneste, men med ekstra fokus på fællessang og musikindslag – og så vil der være tolkning af prædikenen til tysk.
Med disse gudstjenester ønsker de lokale kirker at byde Klittens mange sommergæster velkomne, samtidig med at de selv bliver berigede gennem et internationalt kristent fællesskab.
– Gudstjenesterne samler så mange glade turister, at det er som juleaften, fortæller Kurt Pihlmann, der er med i arbejdsgruppen bag Turistkirken.
Kurt og hustruen Annie, der betegner sig selv som ”frikirkefolk i hjertet”, startede Turistkirken for 13 år siden. Senere fik de et godt samarbejde med lokale sognepræster og Indre Mission, og Turistkirken foregår nu i folkekirkeligt regi.
Turistkirke i august
Søndag d. 5. august kl. 10.00 foregik den første Turistgudstjeneste i Helligåndskirken med Daniel D. Kristiansen som prædikant.
Der var musikalske indslag ved sopran Lone Rasmussen og baryton Morten Frank Larsen. De to var hjemme i Danmark på ferie fra jobbet som sangere i Wien, hvor de er tilknyttet Wiener Statsoper.
Både den 12. og den 19. august prædiker Daniel D. Kristiansen. Den 12. august leveres musikken af voksenkoret Connexion ved Lone Leuchtmann. Den 19. august vil der være musik ved Tina Lynderup og Willy Egmose.
Søndag d. 26. august prædiker Birgit Morsing Madsen, mens det musikalske indslag leveres af Klittens Tennorer.