Frivillige knoklede i Dronninglund
Storskovlejren på Dorfvej i Dronninglund er midt i en tiltrængt make-over ved hjælp af mange frivillige, som både har givet arbejdskraft og indsamlet penge.
På mindre end et år blev der samlet mere end en kvart million ind til renoveringen af lejrbygningerne, som er to nedlagte skoler.
Lejren, som ligger i et naturskønt område i udkanten af Dronninglund Storskov, blev købt af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) i 1995.
Første etape af renoveringen startede i efteråret 2017. Nu er facaden på den såkaldte “Lille lejr” og køkkenet på “Store lejr” blevet renoveret.
Stor opbakning
Initiativtager til renoveringen, Jonas Holdensen, er overvældet over opbakningen.
– Det er helt vildt med den store opbakning! Sidste sommer var jeg på en lejr med familien på Storskovlejren. Det var en super oplevelse. I løbet af ugen fik jeg dog øje for, at Storskovlejren mange steder trængte til en renovering. Jeg tilbød at finde frivillige til renoveringen. Der var desværre ikke penge til renoveringen, så det blev også til et indsamlingsprojekt, uddyber Jonas.
Frem mod efterårsferien 2017 blev der indsamlet hele 55.000 kr. til renoveringen blandt private. I efterårsferien deltog ca. 90 børn og voksne i det praktiske renoveringsprojekt. Også flere foreninger blev bedt om støtte, og DFS bidrog sammen med Y’s Men-klubber med donationer af forskelligt køkkeninventar.
– Også Hotel Aalborg har to gange sponsoreret mad og forplejning til renoveringsdagene, fortæller Jonas Holdensen, som har været idémanden bag gruppens navn “Pimp Storskovlejren”.
– Vi vil gerne være kreative om at renovere Storskovlejren. Vi kan fint slippe fantasien løs. Vi har alletiders mulighed for at pimpe Storskovlejren – ikke blot til vores egen glæde, men også for alle de foreninger, skoler, børnehaver og alle de private,der lejer Storskovlejren, siger Jonas Holdensen.
Gruppen ønsker også at renovere flere udendørsarealer, så der blandt andet kommer en naturlegeplads på grunden. Lejren skal også på denne måde gøres attraktiv til fx familiefester, og der vil være mulighed for sovepladser til gæsterne, fortæller Jonas Holdensen.