Nyt lederpar til soldaterhjem i Estland
Lone Duus og Georg Dam Nielsen rejser først i august til Estland for at være ledere af KFUMs Soldaterhjem for de ca. 200 udsendte danske soldater.
Det bliver et gensyn med Estland for både Lone og Georg, når de ca. 10. august rejser til Estland. I 1990’erne var ægteparret nemlig udstationeret i det baltiske land i sammenlagt tre år, hvor Georg arbejdede med at koordinere støtte fra EU. De kender således allerede Estland og den lokale mentalitet rigtig godt.
Trygge rammer
Lone og Georg er begge uddannede pædagoger. Udover arbejdet for et rådgivningsfirma i Estland har Georg arbejdet i daginstitutioner, på et asylcenter og været leder af en døgninstitution.
Lone har arbejdet i en børnehave, som børnehaveklasseleder, i en døgninstitution samt på et psykriatisk plejehjem. Hun er også uddannet psykoterapeut og har haft egen praksis. Ægteparret har tre voksne børn, og deres egen måde at skabe hjem på vil i de kommende måneder komme til at smitte af på KFUMs Soldaterhjem i Estland.
”Det handler om at være der for soldaterne og skabe gode rammer, så de føler sig trygge. Det skal være et sted, hvor soldaterne kan blive set og hørt. Det er lang tid at være væk hjemmefra, og de er i en anden situation end i dagligdagen i Danmark. Soldaterne skal gerne være glade for at komme på soldaterhjemmet,” forklarer Georg.
Men de kommende soldaterhjemsledere forventer også, at soldaterne selv er med til at tage ansvar. De skal ikke forvente, at Lone og Georg hver aften nok har fundet på et eller andet. Derimod skal soldaterne selv kunne byde ind med aktiviteter, mener Lone og Georg.
Sang og andagt
Et fast element på KFUMs Soldaterhjem er aftensang og andagt. Herhjemme er Lone medlem af menighedsrådet i Løgumkloster Kirke, og begge indgår desuden i kirkens besøgsvennetjeneste.
Lone har tidligere arbejdet som kordegn og kirketjener i Aarhusområdet, og Georg har været graver og kirketjener ved Agerskov Kirke.
Lone siger om andagterne: ”På vores lokale plejehjem er der blevet efterlyst noget mere åndeligt, og jeg har derfor gennem en periode holdt andagter. Jeg tager som regel udgangspunkt i den situation, som tilhørerne er i, og jeg forsøger at gøre det let forståeligt og nærværende for deltagerne.
I Estland skal andagterne gerne være med til at gøre soldaterne nysgerrige på kristendommen.” Georg spiller guitar, og Lone tager sin klarinet med til Estland, så der kan være musik-ledsagelse til sang og andagt på KFUMs Soldaterhjem.
Råhygge før jul
Ikke mindst i december måned lover Lone og Georg at sørge for råhygge på KFUMs Soldaterhjem. Lone er sønderjyde, og soldaterne skal derfor opleve nogle af de sønderjyske traditioner – og Georgs hjemmebagte ”Gode råd”.
Det bliver nok en mindre kommerciel jul, men til gengæld en måned med mere plads til nærvær, filmhygge og julesange.
Soldaterne slutter i januar
I januar måned 2019 tager de danske soldater hjem fra Estland og giver stafetten videre til et andet NATO-land. Det har været på tale, at Danmark sender soldater til Estland igen i 2020 som en del af NATOs fremskudte tilstedeværelse, men Folketinget har endnu ikke taget beslutning om dette.
Lone Duus og Georg Dam Nielsen følger med holdet af danske soldater, når de rejser hjem i januar måned.