Den handicappede hund og dig

I det boligområde jeg bor i, ser jeg ofte en midaldrende kvinde gå tur med sin hund. Men det er ikke en hvilken som helst hund. Det er en af de her små, sorthvide hunde med fladtrykt næse. Sådan én man måske ville være lidt bange for, hvis den var tre gange så stor. Men det er den ikke. Og så skiller den sig ud på en anden måde: Den er handicappet.

Om den er født sådan, eller om den har været i en ulykke, ved jeg ikke. Men de to bagerste ben fungerer ikke, så i stedet har den en tohjulet vogn, som den hviler bagbenene på, mens den går med de to forreste ben.

Man kigger lige en ekstra gang, når man ser hunden og den altid smilende kvindelige ejer gå tur. Jeg har på en måde vænnet mig til de to, men samtidigt, så vender mig nok aldrig helt til at se dem gå tur.

For jeg synes, der er noget smukt over, at denne hund ikke bare blev aflivet, da de fandt ud af, at den ikke var som de andre. De valgte at hjælpe den.

Det minder mig også om, at vi alle sammen har nogle ”fejl” eller defekter, som forhindrer os i at leve frit.

Nogle er udvendige, men de fleste af os har dem (også) indvendigt. Psykologen Carl Jung opfandt efter sigende begrebet ’Wounded healer’ – Såret helbreder. Det bunder i, at 73.9% af dagens psykologer og rådgivere skulle have valgt deres job, fordi de selv har oplevet en eller flere sårende hændelser i deres eget liv.

Noget af det jeg elsker ved det liv, som Gud tilbyder os, når vi bliver en del af hans rige, er, at vi alle sammen kan være med til at genoprette jorden til Guds vilje. ”Everyone gets to play” som præsten John Wimber sagde – og det gælder jo netop også, selvom vi selv er sårede.

For vi er sådan set alle sammen ”wounded”, men vi har også alle, ved troen, fået en ny kongelig identitet som børn af Gud. Vi er dermed blevet åndelige ”wounded healers”. Vi blev, så at sige, ”ikke bare aflivet”, men accepteret. Det betyder, at vi nu både kan og bør hjælpe mennesker på naturlige og overnaturlige måder – med ydmyghed og barmhjertighed.