Glad rapmusik fra tidligere folk-kunstner
Isaac Peabody har tidligere udgivet et par EP’er, og en enkelt julesingle. Dette var dog i singer/songwriter-genren. Så det at han pludseligt vælger at smide et mixtape på gaden under aliasset PEABOD, er mildest talt en overraskelse.
Fra første track, ’A PEAceful Introduction’ introducerer Isaac sin musik med:
’This is new for me, new for everybody,
New happy rap music for your party’
Og jeg må sige, at det er en yderst passende beskrivelse af den musiske oplevelse, som albummet Healthy Snacks tilbyder.
Hvis man ikke er dybt engageret i moderne hip hop, kan det være svært at opspore særligt meget musik, som ikke er relativt melankolsk, og hvis det endeligt har en glad klang, omhandler det ofte tvivlsom omgang med både alkohol og hårde stoffer. Den kristne hip hop-scene har længe forsøgt at være en modpol til dette. Det er efter min mening ofte med blandet succes, når det kommer til at bibeholde den autenticitet, som er så vigtig i lige netop hip hop.
PEABOD rammer efter min mening en mellemvej, hvor han måske ikke er så meget in-your-face med det kristne budskab, som nogen mere konservative lyttere måske kunne håbe. Til gengæld udviser han en fantastisk genuin livsglæde igennem hele albummet, og det er helt klart noget, man forventer vil skinne ud af folk, som virkelig har Jesus tæt inde på livet.
Sange som ’Roommates’, der egentlig bare handler om ting så overfladiske som at spille Mario Kart og FIFA med sine kammerater, er svære at lytte til uden at få et smil på læben. Der er også plads til mere introspektive momenter, når han i sange som ’Ok’ rapper om noget så relaterbart som at have en dårlig dag. Selvom han rapper fra en personlig vinkel, er det med en konklusion, vi kan huske på og tage med os. At uanset hvor langt nede vi føler os, kan vi altid huske på, at Jesus har os, og har styr på det.