Kristne Joanita vandt 1/4 million
Den kristne sangerinde Joanita Zachariassen vandt DR1s LIVE konkurrence – og dermed ikke blot 1/4 million kr., men anerkendelse for sit store talent.
Joanita har flere gange været omtalt i Udfordringen. Senest den 2. marts i år, hvor vi fortalte, at hun havde succes i Uganda som nr. 1 på hitlisten. Men herhjemme har hun haft svært ved at slå igennem. Hun er bl.a. blevet mødt med afvisningen ”det er lige sent nok,” – selv om hun kun er 36 år!
Joanita kom i 1992 til Danmark som 11-årig flygtning fra Uganda sammen med sin familie.
Joanitas far, James Lubega, var medpastor i Robert Kayanjas store kirke i Uganda, der er den største menighed i Uganda. Han har flere gange medvirket som forbeder ved helbredelses-møder.
Moderen Miriam sang dengang med i kirkens kor, indtil familien forlod landet. Joanita startede sin sangkarriere i søndagsskolen og i hjemmegrupperne.
I Danmark grundlagde Joanitas far en kirke i Valby, der i dag hedder Church on the Rock.
Selv om Joanita allerede som 14-årig kendte sit kald til at synge og formidle Guds kærlighed og nærvær, kom hun som teenager ud i misbrug af narko og hash, og som 18-årig fik hun tuberkulose og var tæt på dø. Hun var syg i et helt år.
Men det var i denne svære tid, at hun kom tilbage til sit kald og begyndte at synge og skrive kristne sange. Hun gik helhjertet ind i lovsangen i kirken og blev leder af koret som 20-årig.
Hun kommer i dag i Kirken i Kulturcentret på Nørrebro.
Vi håber at kunne bringe et uddybende interview med Joanita i det udadvendte julenummer, som udkommer 1. søndag i advendt.