Tavs march råbte op om slaveri i Danmark
Med den tavse march ”Walk For Freedom” i fem danske byer forsøgte NGO’en A21 at råbe danskerne op og gøre opmærksom på, at hundreder i Danmark og millioner verden over lever i nutidigt slaveri.
Der findes slaver i Danmark. Flertallet af dem er kvinder, som er tvunget til prostitution, mens andre tvinges til arbejde i restaurationsbranchen, lommetyveri, salg af stoffer, tiggeri, proformaægteskaber med mere.
I Danmark registreres hvert år omkring 100 personer som værende ofre for menneskehandel – men det reelle tal er langt højere. Registreringen omfatter kun dem, som myndighederne kender til.
Slaveri er således ikke noget, der kun fortælles om i historiebøgerne. Der findes i dag flere slaver end nogensinde før. Menneskehandel er en lukrativ kriminel aktivitet, som er i kraftig vækst, og FN og ILO anslår, at ca. 40 millioner mennesker i dag er fanget i slaveri.
I 10 år har den internationale NGO A21 arbejdet på at hjælpe ofre for menneskehandel. Blandt andet gennem en årlig march kaldet ”Walk For Freedom”, hvor man i fuldkommen stilhed går gennem byer verden over for at gøre folk opmærksomme på, hvor udbredt nutidens slaveri er. ”Walk For Freedom” blev afholdt lørdag d. 20.10 over hele verden i 467 byer i 51 lande – og også i 5 byer i Danmark i henholdsvis København, Aarhus, Odense, Aalborg og Herning. Her gik næsten 500 danskere på gaden for at gøre opmærksom på problemet.
– Hvis folk ikke ved, problemet eksisterer, så bliver der heller ikke gjort noget ved det, siger Louise Kaas fra A21’s danske afdeling, som arrangerede ”Walk For Freedom” i Danmark.
– Under marchen delte vi brochurer ud, som fortæller om, hvor alvorligt dette problem er. Hele formålet er at skabe øget opmærksomhed, og en af de gode ting ved en march er, at stort set alle kan deltage og dermed bidrage til at gøre noget, forklarer Louise Kaas.
Louise Kaas er ansvarlig for det frivillige danske A21-kontor, som har adresse i København. Og hun er selv et eksempel på, at alene det at gøre opmærksom på problemet kan have stor betydning.
– Da jeg først fandt ud, hvor utrolig mange mennesker, der i dag er fanget i nutidigt slaveri, var jeg nødt til at involvere mig. Jeg kan ikke tage min egen frihed for givet. Af alle de mange millioner, som i dag er slaver, slipper kun en procent ud igen. Det er vi nødt til at gøre noget ved, insisterer hun.