Hjælp til Kinas fattige enker

(Læsetid: 3 minutter)
Reggie Littlejohn kæmper for kvinders rettigheder.

Kinas mangeårige et-barnspolitik har skabt mange typer ofre. Blandt andet de fattige enker, som har børn.

Et eksempel er Mrs. Wu, hvis mand for syv år siden tog sit eget liv, da han fandt ud af, at han havde leverkræft og ikke havde råd til behandling. Han efterlod sin hustru og to små børn.

Enken var ved at slide sig ihjel på familiens gård. Hun vidste, at hun ikke skulle regne med at blive gift igen, blandt andet fordi hun ikke ville få tilladelse til at få børn med en evt. ny mand.

Enkens hårde arbejde førte til nye problemer. Hun fik en hjerneblødning for fire år siden og sidder nu i kørestol. Ligesom mange andre kinesiske enker har Mrs. Wu tænkt på selvmord.

Ingen gi’r dem noget

Reggie Littlejohn, som er grundlægger af Women’s Rights Without Frontiers, har i mange år kæmpet for at afsløre Kinas politik mht. tvangsaborter og for at redde livet for babypigerne, som ofte bliver aborteret eller efterladt, fordi familierne foretrækker sønner. Nu vil Reggie hjælpe de fattige enker.

”Jeg var sønderknust, da jeg hørte om det frygteligt hårde liv, som de ældre enker har i Kinas fjerneste landsbyer. De har intet, og ingen gi’r dem noget. Desværre får de heller ikke hjælp fra deres børn.

Somme tider fordi de selv er handicappede. Disse desperate kvinder lever af ris og grønsager, men får ofte ikke nok af det,” forklarer Reggie Littlejohn.

Før i tiden ville familierne få mange børn og børnebørn, som kunne fordele udgifterne til at tage sig af de ældre, så det ikke blev uoverkommeligt. Men nu har etbarnspolitikken resulteret i, at et ungt par kan have ansvar for at forsørge fire forældre og otte bedsteforældre – foruden deres egne børn. Det bliver ofte en kæmpe belastning. Og når børnene flytter til byen, sidder de gamle alene tilbage.

Hjælp til enkerne

Reggie Littlejohn har nu gennem Women’s Rights Without Frontiers startet kampagnen ’Save a Widow’. Her sendes medarbejdere ud til de kinesiske enkers hjem for at vurdere deres behov. Derpå får enkerne et månedligt bidrag, så de kan købe nok mad. Hjælpen giver samtidig enkerne håb, fordi de oplever, at de ikke er blevet helt forladt.

Ifølge Reggie Littlejohn bliver mange af enkerne ligesom Mrs. Wu meget rørt over hjælpen. De forstår ikke, at nogen fra den anden side af verden vil hjælpe dem uden at bede om noget til gengæld. Mrs. Wu er også begyndt at spørge: ”Hvilken slags gud tror disse mennesker på?” for hun vil også gerne kende denne Gud, fortæller Reggie Littlejohn.

Selvmord eksploderer
Før i tiden nød de gamle stor ære i Kina, men nu må de ofte klare sig selv.

Selvmords-statistikken blandt de ældre er eksploderet. Ifølge en rapport har der de sidste 20 år været en stigning på 500 procent.

Kinas kvinder har verdensrekord i selvmord. Hver dag tager 590 kvinder i Kina deres eget liv.

Women’s Rights Without Frontiers hjælper kvinder i alle aldre. Organisationen kæmper for at hindre tvungen abort af pigefostre og udsætning af babypiger. Nu hjælper WRWF også de ældre enker til både at overleve og få nyt håb.

Læs også