Katolikker forfølges mere efter aftale med Vatikanet

Vatikanets kompromis-kurs virker mod hensigten.

Pave Frans’ aftale med regeringen i Kina har ført til større forfølgelse af undergrundskirkerne siden september.

Siden Vatikanet indgik en aftale med Kinas regering om retten til at udnævne biskopper, har katolikkerne i landet oplevet øget forfølgelse. Paven fatter ikke, hvordan kommunismen virker, siger lokal kardinal.

Den 22. september indgik Vatikanet og Kina en aftale om godkendelse af syv biskopper, som i første omgang var blevet godkendt af Kinas regering. Men den tidligere biskop i Hong Kong, kardinal Joseph Zen, har gentagne gange kritiseret aftalen og endda beskyldt Vatikanet for at ”føre flokken lige i ulvens mund”.

Nu har den 86-årige kardinal igen udtalt sig om aftalen, som han mener vil føre til direkte tilintetgørelse af den katolske kirke i Kina, skriver Catholic Herald. Situationen er da også ifølge ChinaAid blevet markant værre for katolikkerne, som nu oplever stigende grad af forfølgelse.

Tvunget til at nedrive kirke

Myndighederne i Anlong County, Guizhou, tvang medlemmerne af Mount Notre Dame kirken til at nedrive bygningen før den 20. oktober. Hvis det ikke skete, ville regeringen selv sende folk til at jævne den med jorden.

En kirke i Taiyuan, Shanxi, fik ødelagt sine statuer, engle og kors, da kirken den 24. oktober blev angrebet med en kran. Regeringen påstod, at antallet af statuer og kors på kirken var i strid med reglerne og at man derfor havde berordret dem ødelagt.

Yongfu kirken i Fuzhou i Fujian-provinsen har oplevet otte angreb de sidste to måneder. Da kirkelederne nægtede at ændre bygningen efter kommunistpartiets nye retningslinjer, gik 40-50 myndighedspersoner til en af de kristnes hjem og truede beboerne. Manden spurgte, hvordan de onde handlinger mod kirken kunne blive ignoreret af centralregeringen. Derpå blev han slæbt med på politistationen, selv om han har været igennem to bypass-operationer og en hjerneblødning.

Hver gang kirken blev ransaget, stod en flok civilklædte politibetjente og så til, mens lokale kommunister provokerede de kristne. Både den 14. og den 21. oktober dukkede ordensmagten op og krævede, at de kristne holdt op med at samles til gudstjenester på stedet. De optrådte uforskammet, truede kirkegængerne og sagde hver gang, at de ville komme tilbage igen ugen efter.

Kirkens el-og vandforsyning blev afbrudt, men medlemmerne ville ikke give op.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi elsker dette land og folket, men vi vil aldrig overgive os til mørke og ondskab. Vi er taknemlige for forbøn og støtte fra kirker andre steder, og fordi vi står sammen som vidner om vores tro, udtalte et af medlemmerne til ChinaAid i begyndelsen af november.

Før aftalen i september havde den kinesiske regering nægtet at anerkende flere kirkeledere, som var udpeget af Vatikanet – og omvendt. Med den nye aftale håbede Vatikanet at forbedre forholdet til regimet. Men det gik helt anderledes. Allerede under forhandlingerne blev flere katolske præster, som var anerkendt af Vatikanet, tvunget til at trække sig tilbage. I deres sted placerede Beijing gejstlige efter eget valg.

”En af konsekvenserne af Vatikanets kompromis med kommunistpartiet er, at religionsfriheden i Kina er blevet forringet. Regeringen har med magt ødelagt hellige steder, så vi føler håbløshed,” udtalte en katolik ifølge ChinaAid.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den tidligere ærkebiskop, kardinal Joseph Zen, udtaler sig meget kritisk overfor aftalen i en lederartikel i New York Times.
’Alle kirker forfølges’

Kardinal Zen har sidst i oktober skrevet en leder i New York Times med titlen ”Paven forstår ikke Kina”.

Zen skriver blandt andet, at aftalen mellem paven og regimet skulle forene undergrundskirkerne og de statslige CPCA-kirker. Men nu er situationen for undergrundskirkerne så alvorlig, at flere præster anbefaler deres sognebørn at blive hjemme frem for at komme til messe.

Paven kender en anden slags kommunisme fra sit hjemland, Argentina, hvor kommunisterne – ofte i samarbejde med jesuitterne – kæmper for de fattige mod regeringen. Det er måske grunden til, at paven ”har en naturlig sympati for kommunisterne”, skriver Zen.

Men når kommunisterne får magten, som de har det i Kina, bliver de selv til undertrykkere.
”Man kan aldrig lave en rigtig god aftale med et totalitært regime,” understreger kardinalen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hån mod gode biskopper

Kardinalen tvivler på, om de ca. 30 biskopper fra undergrundkirken vil få lov til at fortsætte, hvis de to kirker forenes. Siden aftalen i september har to CPCA biskopper, som er nære venner af regeringen, deltaget i en synode i Vatikanet med biskopper fra hele verden. Men disse to repræsentanter er en ”hån mod de gode biskopper i Kina,” skriver Zen.

Den tidligere ærkebiskop ønsker dog ikke, at undergrunskirkerne starter oprør mod styret. Hvis regeringen overtager kirkerne eller forhindrer brugen af dem, bør kristne vende hjem til deres familier, fortsætte med at bede og vente på bedre tider.

– Kommunismen varer ikke evigt, understreger Joseph Zen.