Maria er ny formidler hos ADRA
Journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Maria Lykke Andersen er blevet ansat i nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark.
Maria Lykke Andersen har allerede 16 års erfaring som professionel formidler, idet hun har arbejdet som klassisk journalist og redaktør, som kommunikationsmedarbejder i kirker, som projektkoordinator for et nyt gymnasium og som underviser på skoler.
”Uanset hvem der er min arbejdsgiver, handler det for mig om at destillere mig frem til den gode historie, der taler til målgruppen. Når jeg finder frem til essensen, gælder det om at bruge et sprog, der nedbryder barrierer. Her anvender jeg gerne ord, der råber, smager eller lugter af noget.”
I begyndelsen af året var hun med sin familie i Sydafrika for at besøge en kirke, der har gang i flere hjælpeprojekter lokalt og i andre afrikanske lande. Hun har også sammen med et team fra sin menighed været i Letland for at dele tøj ud til nogle af Europas fattigste.