Gejstlige ledere vil give religion en fælles stemme

Religion & Samfund (Resam) har samlet 16 religiøse ledere med det formål at påvirke samfundsudviklingen i Danmark.

Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard.

– Vi skal ikke nødvendigvis nå til enighed eller enhed, men søge at forstå hinanden bedre og stræbe efter at stå sammen, hvor det er muligt. Der er nemlig også brug for vores røst til at præge og sætte retning for vores samfund og fællesskab i Danmark, siger Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission.

Han er én af 16 religiøse ledere i det nye netværk, Resam (Religion & Samfund), der har til formål at styrke dialogen mellem trossamfundene og præge samfundsudviklingen.

De 16 kommer fra alle de toneangivende trossamfund i Danmark, lige fra folkekirken og frikirkerne til jøderne og muslimerne. Deltagerne repræsenterer dog kun sig selv og ikke deres respektive trossamfund.

– Samfundet og dets beslutningstagere har brug for religionens bidrag, ikke mindst fordi Danmark præsenteres som et kristent land. Der er brug for religionens supplement til politikernes bud på fred og social retfærdighed, siger Czeslaw Kozon, der er biskop for katolikkerne i Danmark.

Han bakkes op af Abdul Wahid Pedersen, imam og udviklingschef i Danish Muslim Aid:

– For mig at se er der slet ikke nogen vej uden om den religiøse dialog og mødet mellem religiøse ledere, både lokalt, nationalt og globalt. Religion er den vigtigste drivkraft i mennesker og kan være årsag til konflikter såvel som til løsninger af samme,” siger Abdul Wahid Pedersen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Resam er det første gang i verden, at det er lykkedes at samle religionerne om samme bord i ”et permanent og samfundsengagerende forum”.

”Forummet mødes ca. fire gange årligt, hvor de debatterer nogle af de store samfundsspørgsmål. Den grundlæggende tanke er, at der er mere, der samler de gejstlige, end der skiller dem”, skriver Resam.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De 16 partnere i Resam

Peter Skov-Jacobsen (biskop, Københavns Stift) Henrik Stubkjær (biskop, Viborg Stift) Jacob Viftrup (formand for Apostolsk Kirke i Danmark) Lone Møller-Hansen (generalsekretær, Baptistkirken) Jair Melchior (Overrabbiner, Det Jødiske Samfund) Abdul Wahid Pedersen (Imam og udviklingschef, Danish Muslim Aid) Peter Sode Jensen (formand, Dansk Oase) Czeslaw Kozon (biskop, Katolikkerne i Danmark) Christina Jeppsson (oberstløjtnant, Frelsens Hær) Tonny Jacobsen (formand, FrikirkeNet) Hans-Ole Bækgaard (formand, Indre Mission) Hans Henrik Lund (Daglig leder, Kirkernes integrationstjeneste) Søren Skovgaard Sørensen (Generalsekretær, Luthersk Mission) Christian Alsted (biskop, Metodistkirken) John Nielsen (Missionsforstander, Missionsforbundet) Naveed Baig (Hospitalsimam og næstformand, Islamisk-kristent studiecenter)