’Nyt bulgarsk lovforslag er i dyb modstrid med religionsfrihed’

Tidl. MF Tove Videbæk kæmper for trosfriheden i Bulgarien.

– Det bliver en tilbagevenden til den kommunistiske tid i Bulgarien, siger en række bulgarske kirkeledere om et lovforslag, som i øjeblikket behandles i det bulgarske parlament.

Udfordringen omtalte lovforslaget den 22. november, mens Kristeligt Dagblad den 6. december bragte en artikel med overskriften ”Bulgarsk lovforslag er udtryk for skepsis over for vestlig religion”. Her beskrives en række vidtgående forslag til ændringer i Bulgariens religionslov.

Ændringsforslagene er i dyb modstrid med europæisk lovgivning og EU’s værdier om religionsfrihed – og vil være dybt skadeligt for det bulgarske kirkeliv og Bulgariens omdømme i øvrigt, mener mange iagttagere.

Kristne protesterer

I et forsøg på at råbe deres politikere og resten af verden op, har kristne i Bulgarien stået sammen om bl.a. fredelige demonstrationer med tusinder af deltagere i en række byer i Bulgarien og foran Parlamentet i Sofia.

Mange organisationer og kirker i hele verden støtter dem med henvendelser til de mest relevante politikere i Bulgarien og politiske fora i Europa.

Lovforslagene indeholder bl.a. følgende elementer:

1. Alle kirker uden for den ortodokse kirke skal ny-registreres, og de kan kun registreres, hvis de har mindst 3.000 medlemmer.

2. Kirkebygninger: Kirker uden 3.000 registrerede medlemmer kan ikke eje deres egen bygning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



3. Præster og andre forkyndere skal registreres for at have tilladelse til at betjene en kirke.

4. Når både ny-registreringen af kirken har fundet sted, og præsterne er blevet registreret, skal en liste over kirkebygningerne og de aktive præster endeligt godkendes af Direktoratet for Religiøs aktivitet, før kirken og præsten igen kan ibrugtage deres egen kirke, forklarer Tove Videbæk.

Disse er blot nogle få af de bestemmelser, som vil gælde for alle kirkeretninger uden for den Ortodokse kirke, hvis Bulgariens parlament vedtager dem ved en kommende afstemning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Datoen for denne er pt. ukendt.

– I den forbindelse kan det godt undre mig, at journalist Jens From Lyng i ovennævnte artikel under overskriften skrev: ”De mest vidtgående elementer bliver formentlig nedstemt”.

Problemet ved den udtalelse er blot, at ingen – absolut ingen – i den ret forvirrede proces kan sige noget som helst om dette på nuværende tidspunkt. Det, vi derimod ved, er, at der skulle have været stemt om lovforslagene i slutningen af uge 48. Men afstemningen blev udsat til senere, siger Tove Videbæk.

Hun tilføjer, at der har været konsultationer med forskellige parter,organisationer og kirker om de foreslåede ændringer til Religionsloven. Politikere har givet nogle mundtlige løfter om ændringer af de foreslåede elementer. Men der findes ingen referater fra disse samtaler, så det er uvist, hvilke elementer der evt. skal stemmes om.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Internationale protester

En lang række organisationer, både bulgarske og internationale, har udtalt forundring og protest vedr. denne sag. Blandt disse er CEC (som består af ortodokse, katolske og reformerte kirker, Den danske Folkekirke, Den norske kirke, Den svenske kirke, samt Evangelisk lutherske kirker i Tyskland, og en lang række andre protestantiske kirker), World Evangelical Alliance (som dækker evangeliske kirker i 128 lande) samt ADF (en international organisation af advokater).

Derudover har ADF sendt brev om sagen til den bulgarske premierminister Boyko Borissov, EU-parlamentets præsident, Antonio Tajani, og til generalsekretæren for EuropaRådet – og bedt dem om at tage sig af sagen.

– Lad os håbe, at de bulgarske politikere besinder sig og tager lovændringen af bordet, slutter Tove Videbæk.