Hvad betyder ’at lykkes’?

”At lykkes med livet er ikke nødvendigvis at være lykkelig eller have succes, men handler også om at være livsduelig nok til at klare de situationer, hvor man mislykkes i livet” (s.10).

”Alle unge vil gerne lykkes – refleksioner over unges dannelse og efterskoleliv” er titlen på en ny bog, som er skrevet af to efterskoleforstandere på kristne efterskoler, Jesper Oehlenschläger og Jan Dufke.

I bogen ridser de to forfattere hurtigt stregerne op for den kamplads, som skolepolitikken i Danmark udgør. Med deres udgangspunkt i kristne skoler, som eksplicit har et kristent livs- og menneskesyn ikke blot i formål og værdisæt, men integreret pædagogik, undervisning, regler og hverdagsliv, leverer de et væsentligt argumentbatteri til fordel for åndsfriheden.

Åndsfrihed er mere end et højtideligt (og lidt støvet) begreb, det er fx åbent at fastholde, at der er en skabende Gud, og samtidig mene at dette kan hænge sammen med en ”videnskabelig faglig redelighed”. Det er at vedkende sig et ståsted, hvor alt ikke er lige gyldigt eller sandt, men samtidig anerkende, at andre har ret til at stå et helt andet sted.

”De, der accepterer alt, har svært ved at acceptere de, der ikke gør” (s.18).
Denne kamp er nok kun lige begyndt i Danmark, hvor især de muslimske skoler står for skud. Det handler både om penge og politik, men mest af alt handler det om værdierne. Kan tro og religion bidrage positivt til dannelse og uddannelse, eller skal dette under ingen omstændigheder have plads under samme tag?

Det er blot et af de centrale spørgsmål, som med korte mellemrum dukker op i uddannelsesdebatten. Jesper Oehlenschläger og Jan Dufkes holdning er klar, troen tilbyder forklaringer på de mange hvorfor-spørgsmål, som er centrale for den menneskelige eksistens. Hvorfor er vi i verden? Hvorfor blev jeg til? Og dannelse er det egentlige projekt for skolen og især efterskolen. Derfor vedkender forfatterne sig den kristne tro, som en styrke i arbejdet for og med de unges projekt, som er at lykkes.

”Den der jager religionen ud af huset for vores menneskelige eksistens, ender før eller siden med at få andre ubudne gæster” (s. 19).

Kunsten at puste glas

Det er væsentligt, hvordan vi ser på hinanden som mennesker, fordi det påvirker vore handlinger og ord. Som efterskoleforstandere bygger forfatterne på den fællesforståelse, at alle eleverne har et ønske om at lykkes med deres liv. Projektet bliver ”at skabe rum for tro og åndelig famlen” (s. 84), fordi man som kristen efterskolelærer eller forstander ikke er herre over, hvad de unge tænker eller tror, men medarbejdere på glæden ved at lykkes i eget liv.

Det er nogle gange et skrøbeligt projekt, som er at sammenligne med glaskunsten. Et flydende og glohedt materiale, som kan formes blot ved små pust, slås i stykker og mislykkes på tusinde måder, men også har et iboende potentiale til at stråle og indeholde noget, der slukker tørsten, eller er en velduft. Metaforerne er mange, når forfatterne prøver at sætte ord på, hvordan identitets- og dannelsesarbejdet er på efterskolerne. Det er ikke en formel eller et nul-tolerance-regelsæt, der skal til, men en interesse i at se skolernes værdigrundlag udfoldet i en praksis, hvor alle anses for værdige, relationelle og engagerede, og hvor arbejdet med at lykkes giver plads til at fejle uden at blive kasseret. Det er et opgør med en perfekthedskultur, hvor karakterer, tøj og andre prestigeobjekter, præstationer osv. udgør et menneskes værdi, med det resultat at vi alle kommer til kort og mislykkes.

Rent praktisk udfordrer forfatterne den opfattelse, at kristne skoler skal være kendetegnet af fraværet af sådan noget som natterend, tyveri, alkohol og stoffer osv. Ikke sådan at forstå, at disse forhold blot skal accepteres, men med to væsentlige pointer for øje. For det første er en homogen skolekultur, hvor ingen (tilsyneladende) bryder med regelsættet, ikke befordrende for elevernes arbejde med egne værdier og dannelsesprocessen, og det er heller ikke noget, der giver eleverne evnen til at indgå i samfundet efterfølgende. For det andet er en nul-tolerancepolitik måske nok den nemmeste måde at holde fast på værdier og værne om det gode omdømme; når man konsekvent bortviser elever, der tages i regelbrud, signalerer det handlekraft og urokkelige moralske principper.

Men pointen er, at det ikke harmonerer med et værdisæt, hvor alle mennesker er værdige, relationelle og engagerede, og derfor er ”regelarbejde en relationel proces, hvor det er vigtigere at hjælpe eleverne til refleksion end at straffe” (s.108). Det betyder, at man hellere giver eleverne en skriveøvelse, hvor de skal reflektere over deres forbrydelse, frem for bare at sende dem hjem. Så længe man tror på ønsket om at lykkes med sit liv, og efterskolen som ramme om dette, så må det være styrende for konsekvenserne.

Himmel og jord i forbindelse

Forfatterne beskriver selv deres bogprojekt med ordene ”at genetablere himmelforbindelsen uden at miste jordforbindelsen” (s.143). Og det er netop det smukke ved denne bog, den vil gerne henlede opmærksomheden på det , der kan give livet – herunder efterskolelivet – indhold og værdi, og samtidig give nogle helt jordnære eksempler på, hvordan det kommer til udtryk i historierne fra de to skoler.

Jesper Oehlenschläger/Jan Dufke: Alle unge vil gerne lykkes – Refleksioner over unges dannelse og efterskoleliv
148 sider. 199,95 kr. Boedal