DRs nye bestyrelse får to medlemmer med kirkelig profil

Mette Bock har som kulturminister bedt Erik Bjerager og Arne Mariager om at træde ind i DRs bestyrelse fra nytår.

Det er en kendt sag, at 1. januar tiltræder Marianne Bedsted som ny formand for DR efter Michael Christiansen. Men Mette Bock har ud over Marianne Bedsted også bedt Erik Bjerager, ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad, og Arne Mariager, tidligere chefredaktør på Morsø Folkeblad, Fyns Amts Avis og Vejle Amts Folkeblad, om at indtræde i bestyrelsen.

Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, er særlig tilfreds med udnævnelsen af Erik Bjerager og Arne Mariager.

– Her har kulturministeren truffet et spændende valg. De to herrer har et godt og bredt kendskab til det kirkelige landskab, hvilket for os i KLF, Kirke & Medier er en vigtig kompetence at få solidt placeret i netop DRs bestyrelse, hvor kristendommen i medieaftalen prioriteres højt. Jeg har dyb respekt for disse to herrers evne til at udvikle og forandre, men samtidig have et godt greb i kulturarven og vores kristne rodnet.

– Erik Bjerager, Arne Mariager, Marianne Bedsted og den øvrige bestyrelse har en afgørende opgave med at lede vores alle sammens garant for formidling af gedigent kulturstof, troværdigt og konstruktivt nyhedsstof og kvalitetsindhold for alle aldre i den rigtige retning og sikkert gennem et farvand med truende rev som Netflix, sociale medier og alle de andre udfordringer, som en klassisk public service-institution i disse år uomgængeligt bliver konfronteret med, bemærker Mikael Arendt Laursen.