Kostede 42 millioner livet

(Læsetid: 1 minutter)
Den 9. juni 2018 gik denne demonstration mod fri abort med temaet ’Red en mere’ gennem Københavns gader. Foto: Retten til Liv.

På verdensplan blev der foretaget omkring 42 millioner aborter i 2018. Det oplyste organisationen Worldometers den 31. december. Statistikken over dødsfald er baseret på oplysninger fra WHO.

Websiden Christian Daily Reporter har offentliggjort tallene. Ud fra statistikken for øvrige dødsårsager kan man konkludere, at abort kræver flere menneskeliv end både cancer, malaria, HIV/AIDS, rygning, alkohol og trafikulykker.

I 2018 døde 8,2 millioner mennesker af cancer, mens 1,7 millioner mennesker døde af HIV/AIDS. Worldometers bruger en ”levende” statistik, hvor tallene hele tiden ændrer sig.

– Med statiske tal ville vi ikke kunne formidle forholdet mellem ændringens størrelse og tidsudviklingen, hvilket er det, vi oplever i det virkelige liv, lyder forklaringen fra Worldometers.

Færre aborter i USA

Aborttallet i USA er for nedadgående ifølge de seneste statistikker fra Centers for Disease Control and Prevention, som bruger en opgørelse fra november 2015.

Heraf fremgår, at der blev foretaget 638.169 aborter i 49 delstater i 2015. Kvinder i alderen 20-24 år havde den højeste abort-rate, mens der var et stort fald i aborttallet blandt teenagere fra 15-19 år sammenlignet med tallene fra 2006.

– Det skyldes i høj grad en pro-life lovgivning, som prøver at anvise alternativer til abort kombineret med pro-life undervisning om følgerne af abort og det ufødte barns menneskelighed, forklarer Carol Tobias, som leder The National Right to Life Committee.

Rachel Jones, som er forsker ved Guttmacher Institute, peger dog på, at også billigere prævention og lettere adgang til familieplanlægning er blandt årsagerne til, at der registreres færre provokerede aborter.

Læs også