Ung familie udsendt til Peru
Efter studier på en bibelskole i London er Julie og Emil Solgaard nu blevet udsendt til tjeneste i Peru for Luthersk Mission.
Julie er uddannet bioanalytiker, mens Emil har en bachelor i lingvistik. De har begge fulgt forberedende undervisning på Dansk Bibel-Institut. Ægteparret blev indviet til tjenesten under en festlig udsendelsesfest på Løgumkloster Efterskole søndag den 6. januar.
I første omgang skal Julie og Emil studere sprog og kultur i Arequipa med henblik på nybrudsarbejde.
Med sig til Peru har de sønnen Lukas på otte måneder og en dansk volontør, Lisa Wraae Pedersen, som også har passet Lukas under familiens ophold i England.