Voldsomme angreb i julen mod kristne i Indien
Hinduekstremister har i forbindelse med julen foretaget flere angreb mod kristne med steninger, slag og trusler, skriver Morning Star News.

Ifølge The Evangelical Fellowship of India (EFI) og Religious Liberty Commission (RCL) har der været 18 episoder i forskellige delstater, hvoraf 10 fandt sted i Uttar Pradesh, tre i Uttarakhand, tre i Tamil Nadu og to i Maharashtra.
”Både hyppigheden af angrebene og deres intensitet er øget gennem de seneste få år,” udtalte pastor Vijayesh Lal, som er generalsekretær i EFI og landsleder for RLC.
Det værste angreb fandt sted i New Life Fellowship Church i landsbyen Kowad i Maharashtra State, hvor maskerede og bevæbnede mænd angreb under søndagsgudstjenesten den 23. december. Syv kristne blev hårdt såret og indlagt på intensiv afdeling i hospitalet, hvor tre af dem måtte opereres efter angrebet.
Tyve maskerede mænd angreb de 40 mænd og kvinder i menigheden med sværd, knive, jernstænger, glasflasker, sten og andre skarpe genstande. Angriberne råbte: ”Jai Bhawani, Jai Shivaji” dvs. sejr til Bhawani, sejr til Shivaji, som er to hinduguder, skriver Morning Star News.