Kristen mission i Silicon Valley
Eliten i Silicon Valley har også brug for Jesus, mener bevægelsen ’Transforming the Bay with Christ’.
Der er masser af højteknologi, rige iværksættere og firmaer som Apple, Microsoft, Facebook og Netflix i San Francisco Bay Area i det nordlige Californien. Men kun 42 procent af de voksne tror på Gud, og der er store sociale problemer. Fx. lever næsten 15% af børnene under fattigdomsgrænsen, og 7.200 børn vokser op i plejefamilier.
Det vil den kristne NGO nu gøre noget ved.
– For få år siden begyndte kristne forretningsfolk og præster at overveje: Hvordan ville det være at starte en diakonal evangelisk bevægelse i området? Det var sådan, TBC startede, fortæller lederen, Nancy Ortberg, til The Christian Post.
For rige og fattige
TBC vil møde eliten i Silicon Valley med budskabet om, at der er mere i livet end det, der kan ses og måles, at der er en Skaber bag det hele. Samtidig er der brug for hjælp til de hjemløse og fattige. Og der er brug for et netværk mellem kirkelederne.
I løbet af de sidste fem år har gruppen fået stadig større indflydelse. Der er nu 500 kirker på 30 forskellige steder i Bay-området, som samarbejder i pastorernes netværk, fortalte Nancy Ortberg for nylig til The Christian Post.