Derfor er han livets brød

Der sad en fange i et fængsel. Så fik han besøg af en ven. Han gav ham et brød.

– Tak, men jeg ville nu hellere have haft chokolade, sagde fangen.
Men vennen sagde: Prøv nu at tage det og brug det. Det kan give dig frihed og liv.
Ja, ja, tænkte fangen og lagde brødet til side.

Men om aftenen tog han brødet. Og så brækkede han et stykke af.
Hvad var det? – jo en savklinge, der kunne save i jern. Nu kunne han save jernstængerne over og komme ud i friheden.

Bespisningen i ørkenen

Jesus talte til en stor skare af tilhørere. Der var nok fem tusinde.
De var fulgt efter ham og ville høre alt, hvad han sagde. Men de glemte at tage mad med.
Så siger Jesus til Filip: Hvor skal vi købe mad til folk?

Filip vidste ikke, hvad han skulle stille op.
Men så ser disciplen Andreas en lille dreng, som havde husket madpakken. Han havde fem byg brød og to fisk. Men også Andreas er opgivende og siger: hvad er det til så mange? Men Jesus får dem til at dele maden ud. Og da de deler maden, så er der mad nok til alle.

Fem tusinde blev mætte af fem brød og to fisk – det var sandelig et under – det var brød med liv i. Det var et tegn, der pegede på Jesus som søn af skaberen.

Den lille dreng får mig til at tænke på en anden lille dreng, nemlig Emil fra Lønneberg,
Han er jo kendt for at lave skarnsstreger. Men ofte prøver han at gøre noget godt, og ofte er det ham, der redder situationen.

I ethvert sogn var der engang et hus, hvor de fattige boede. I byen Lønneberg, hvor Emil bor, er der også et fattighus. Emils mor forstod, hvad de fattige trængte til, så hun sendte en stor kurv med mad op til dem i julen. Men den onde Kommandusen i huset ødelægger fattiglemmernes juleaften. Hun æder al julemaden selv, så juleaften i fattighuset blev, ” så Guds engle måtte græde over det”, som Tombe-Jokum siger.

Da Emil hører det, så tager han affære.

Det lykkes ham at befri de fangne fattiglemmer fra Kommandusens fangenskab. De bliver hentet til julegilde i køkkenet på Katholt, hvor Emil bor. Og Emil serverer alt, hvad hans mor har i spisekammeret. Så mange herligheder er der, at det næsten fylder to sider i bogen at opregne dem. En himmelsk overdådighed, hvor der er mad nok til alle.

Da Emil tænder de store helligtrekongerslys, ja så tror fattiglemmerne at de er kommet i himlen – så skønt er det. Her er fryd og salighed uden ende, siger Tombe-Jokom og græder.

Sådan var den lille dreng mester for at gøre de fattige glade ved at dele mad ud til dem. Englene glædede sig, men nok ikke Emils far, der kalder det for en skarnsstreg og lukker ham inde i brændeskuret.

Forfatteren Astrid Lindgren blev engang bebrejdet, at hun skrev om uopdragne børn. Det kunne jo påvirke børn til at opføre sig dårligt. Men så svarede hun:

”Giv børnene kærlighed, mere kærlighed og endnu mere kærlighed, så kommer den gode opførsel af sig selv.”

Det er også det, jeg mener er det vigtigste i konfirmandundervisningen. Vigtigere end at lære de ti bud udenad er det, at konfirmanderne har fået en oplevelse af, at der er en Gud til, som elsker dem – lige meget hvad der sker. Fra den dag barnet bliver døbt og hører, at det er Guds barn, til dets sidste dag på jorden. Måske den allersidste som røveren, der hang på korset og først i sidste øjeblik troede på Jesus – da lød tilgivelsen til ham – I dag skal du være med mig i Paradiset.

Det med kærligheden er ikke bare noget, Astrid Lindgren selv har fundet på. Hun har ladet sig inspirere af Jesu liv og gerning i søndagsskolen i Småland.

Det er Jesus, der har lært os det. For han gav os kærlighed og mere kærlighed og endnu mere kærlighed.

Derfor er han livets brød. Han giver os det, vi behøver til livet. Da han talte for de 5000, gav han dem ikke først og fremmest mad, så de kunne fylde maven.

Da Emil har givet fattiglemmerne al Katholts julemad, så bliver hans lillesøster Ida lidt bange og spørger: Hvad skal gæsterne, som skal komme i morgen, have at spise?
Men Emil svarer med sin egen logik:

De er såmænd tykke nok på forhånd. Det er da bedre, at maden kommer, hvor den gør nytte!
Det minder om Jesus, der siger: De raske har ikke brug for læge, det har de syge – eller sagt med andre ord: De mætte har ikke brug for mad, det har de sultne.

Ligesom de fattige trænger til brød og ordentligt mad, så trænger vi alle sammen – også vi rige – til kærlighed. Og det har Jesus til os. Vi går ikke forgæves til ham.
Amen

Søndagens tekst: Joh. 6: 1-15

Bespisningen af de 5000

1 Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. 2 En stor skare mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge. 3 Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene. 4 (Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.) 5 Da han kiggede op, så han, at en stor skare mennesker var på vej hen imod ham. Senere på dagen sagde han til Filip: »Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?« 6 Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre. 7 Filip svarede: »Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.« 8 En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: 9 »Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?« 10 »Sig til folk, at de skal sætte sig ned,« sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn. 11 Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene, 12 og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: »Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.« 13 Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op. 14 Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: »Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!« 15 Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk