Livet som kristen – helt ærligt

Meget forkyndelse drejer sig om at blive frelst. Men til hvad? Denne bog handler om at leve som kristen.

Hvis man tænker, at det her er nok en bog om, at man som kristen skal være på en måde, man har svært ved at leve op til, og gøre en masse, man ikke har lyst til, er det både rigtigt og forkert.

Det er rigtigt på den måde, at der er meget, vi ikke har lyst til, fordi vi stadig er syndere og lever i en falden verden, selvom vi er kristne. Men det er også forkert, for som kristne er vi også blevet borgere i Guds rige og er overbevist om, at ”normerne i Guds rige er gode”, og at ”det naturligvis er godt at følge dem, også selvom det kan være hårdt og slidsomt”.

Alle kristne er disciple

At være discipel defineres som at være en, der følger Jesus og lader sig forvandle af ham for at blive som ham.

Det er ikke sådan, at man kan vælge bare at være kristen og ikke discipel: ”Nogle vil måske påstå, at discipelskab er for de særligt indviede, for de ivrige og entusiastiske. At man godt kan være kristen uden at være discipel. Men det er løgn.”

Men på den anden side er det ikke noget særligt at være discipel: ”En discipel er ikke en superkristen, en 2.0, en opgradering, en next level eller noget femte. En discipel er et menneske, der er blevet tilgivet af Jesus.”

Fred eller forfølgelser

Der veksles mellem at beskrive nogle grundvilkår ved at være kristen og gode råd til, hvordan man kan praktisere at være discipel.

Forfatterne tager fat på et grundvilkår, som en del nok helst ikke vil røre ved. Det er, at det hører med til at være kristen, at man lider og bliver forfulgt for sin tros skyld. De overvejer, om vi ikke oplever forfølgelser i Danmark, fordi vi tilpasser os tidsånden fremfor at lade os forvandle af Helligånden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hårdt, men godt

Et andet grundvilkår er at hvile i, at Guds magt er større end alle lidelser og al ondskab: ”Vi sørger ikke, bekymrer os ikke og lider ikke som andre mennesker. Det betyder som sagt ikke, at vi slet ikke kender til disse ting, men at der med Jesu opstandelse gives et helt andet perspektiv på disse erfaringer.”

Bogen favner den kompleksitet og de paradokser, der er ved at være kristen. Det er ikke bare let og skønt at være kristen. Det er også hårdt. Men det er godt.

Konkrete råd

De gode råd er konkrete og handler både om, hvordan man bevarer sin tro, og hvordan man kan give den videre til andre. Samtidig understreges det, at vi skal møde andre som hele mennesker. Jesus tog sig også af folks fysiske, psykiske og sociale behov. Vi skal gøre godt mod andre på alle planer. På den måde bringer vi noget af Guds riges godhed ind i verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ingen dunk i hovedet

Man føler sig ikke dunket i hovedet med de gode råd. De er ikke givet med en løftet pegefinger, men er forslag til inspiration. Man føler sig i selskab med nogle, der åbent og ærligt deler deres tanker om og erfaringer med at være kristen i praksis.

Ruben Due Lorentsen, Jesper Møberg Sundgaard, Michael Agerbo Mørch: Jesus uden filter. Discipelskab i hverdagen
176 sider. 149,95 kr.
LogosMedia / Lohse