Frimenighedspræst kåret som Årets Teolog 2019
Jens Lomborg, der er frimenighedspræst i Skjern Bykirke og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, blev den 7. april kåret til Årets Teolog af formand for MFs bestyrelse, Jørgen Jørgensen, samt fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen.
Menighedsfakultetet vurderer, at Jens Lomborg på en særlig måde har virket til fremme af evangelisk luthersk kristendom. Samtidig vil bestyrelsen anerkende Lomborgs vilje og evne til at gøre en kristen etik gældende i det offentlige rum. Som formand for ELN har han taget del i den offentlige debat om kønsidentitet som noget, der er givet i skabelsen. Han har vovet at stille relevante spørgsmål til den queer-ideologi, der for tiden vinder indpas mange steder i samfundet. Bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen udtaler:
– Når vi har valgt Jens Lomborg som årets teolog 2019, er det dels fordi han har modet til at stå ved det, han finder sandt ifølge bibelsk vejledning, dels fordi han evner at gøre det på en måde, der ikke lukker dialogen med mennesker, der har en anden opfattelse. Det er en kunst at stå fast på kontroversielle synspunkter, samtidig med at man ønsker at vise både respekt og omsorg for anderledes tænkende og mennesker med en anderledes identitet. Jens Lomborg gør det godt, og vi ønsker at opmuntre ham.
Jens Lomborg er præst i Skjern Bykirke, der efter stiftelsen i 2006 er vokset betydeligt og som siden 2018 har egne, nyindrettede lokaler. Årets Teolog er stærkt inspireret af afdøde forfatter Poul Hoffmann. Han er også kendt for sine lyriske og musikalske evner og har oversat kristne sange og salmer samt optrådt som frontfigur i bandet Dylans Gospel Revisited.
Jens Lomborg bor i Skjern, er gift med Heidi og har fire døtre.
Disse har tidligere været Årets Teologer:
2005: Jens Bruun Kofoed, lektor ved Dansk Bibel-Institut
2006: Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falster Stift
2007: Gert Nicolajsen, sognepræst i Vorgod og Fjelstervang
2008: Henrik Højlund, sognepræst i Løsning
2009: ingen udnævnt
2010: Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Missionsforening
2011: Kai Kjær-Hansen, formand for Israelsmissionen
2012: Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken
2013: Iver Larsen, bibeloversætter ved Wycliffe
2014: Ingen udnævnt
2015: Flemming Kofod-Svendsen, pastor emeritus og fhv. minister
2016: Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst ved Betlehemskirken og leder af I Mesterens Lys
2017: Bodil Skjøtt, generalsekretær for Israelsmissionen
2018: Ingen udnævnt
2019: Jens Lomborg, præst i Skjern Bykirke