Frihedsmanden

En knytnæve lige i maven. Sådan oplevede det socialdemokratiske folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen det, da han i folkeskolens ældste klasser hørte om, hvordan børn i andre dele af verden voksede op i dyb fattigdom.

– Børn i andre lande drømte om mad på bålet og mulighed for at komme i skole, mens vi ønskede os en ny computer eller en ny cykel. Den kæmpestore ulighed var rystende og uretfærdig, og jeg syntes, man skulle gøre noget ved det, husker han.

Dem, som kunne gøre noget ved uligheden, var politikerne, opdagede Daniel Toft Jakobsen – og dermed var hans politiske interesse vakt.

– Dengang havde jeg muligvis en lidt naiv tilgang til tingene og mente, at de bare skulle laves om. Siden gik det op for mig, hvor svært og kompliceret det kan være. Men faktisk er det et mål for mig den dag i dag at fastholde den lidt barnlige, naive tilgang til spørgsmålet. Global ulighed er et af de største problemer overhovedet i verden i dag, og jeg udfordres stadig af den, understreger han.

Vanvittigt vigtige værdier

I barndomshjemmet holdt man med socialdemokraterne – ikke mindst Svend Auken. Derfor var det nærliggende for Daniel Toft Jakobsen at kigge den vej for et afløb for sin nyvakte politiske indignation. Det var dog først, da han som 21-årig begyndte at læse statskundskab, at han meldte sig ind i partiet.

– Der er to primære årsager til, at jeg er socialdemokrat. Den ene er, at partiet er meget idealistisk og ideologisk, samtidig med at det er pragmatisk. Den balance er jeg meget glad for.

Hvis vi kun var pragmatiske, ville vi miste retning, og hvis vi kun var idealister, ville vi aldrig komme nogen vegne. Vi er klar til at tage de mange små skridt hen imod den type samfund, som vi ønsker.

– Og det bringer mig direkte videre til den anden grund til, at jeg er socialdemokrat – nemlig typen af samfund, som vi ønsker os. De grundlæggende socialdemokratiske værdier er frihed, lighed og solidaritet. Frihed til at være forskellige. Lighed, hvor alle har lige adgang til for eksempel uddannelse, uanset hvor rige ens forældre er. Lighed, fordi alle er lige meget værd som mennesker. Det er en virkelig vigtig værdi. Solidaritet, hvor man tager hånd om de svagest stillede; dem, som har mest brug for det.

– Alt sammen er værdier, som er vanvittigt vigtige for et godt fællesskab – hvad enten det er en skoleklasse, en arbejdsplads, en nation eller hele verden. Det er nogle utroligt stærke værdier, og derfor er jeg socialdemokrat, fastslår han.

En atypisk politiker

Småsnakken buldrer ikke nødvendigvis derudaf, når man er sammen med Daniel Toft Jakobsen.

På den måde er han en atypisk politiker.

– Jeg er i et miljø, hvor langt de fleste af mine kolleger er ekstremt ekstroverte; de er voldsomt udadvendte. Selv ligger jeg nok et sted midt på skalaen mellem introvert og ekstrovert, men fordi jeg er mindre ekstrovert end andre politikere, opleves jeg måske som introvert, funderer han.

– Det er ikke naturligt for mig at være på hele tiden og for eksempel at gå fra den ene til den anden og smalltalke, men det er noget, jeg er blevet bedre til. Trods alt. Det kan godt være en hæmsko for en politiker, men jeg vil gerne insistere på, at der skal være plads til forskellige typer i politik. Jeg er overbevist om, at alle typer har noget vigtigt at bidrage med i politik, understreger han.

Eftertænksomhed og grundighed er to af Daniel Toft Jakobsens stærke sider. Begge dele kræver tid, og netop tid er der sjældent nok af i politik.

– Derfor får jeg ikke altid den time til halvanden, som jeg gerne vil have for at blive ordentligt klædt på til en sag. I politik i dag er det en kæmpe kvalitet, at man er hurtig i replikken, men for mig er det udfordrende med hurtige klip på tv, hvor jeg skal improvisere og sige noget skarpt på 15 sekunder uden at have forberedt mig. Jeg gør mig bedst, når jeg får mulighed for at være grundig og saglig, vurderer han.

Familielivets balance

Daniel Toft Jakobsen er 40 år og gift med Mia, der arbejder selvstændigt som kulturformidler for børn. Sammen har de tre hjemmeboende børn.

Mandag aften pakker Daniel Toft Jakobsen arbejdstasken for tirsdag morgen at forlade hjemmet i Øster Snede i Østjylland og tage på arbejde på Christiansborg, hvor han er til torsdag aften.

Folketinget stiller en lille lejlighed til rådighed for ham.

Mandagene bruges som regel hjemme i valgkredsen, hvor besøg på virksomheder eller institutioner samt deltagelse i debatter og møder ofte er på programmet. Alt i alt oplever Daniel Toft Jakobsen ikke, at jobbet som folketingspolitiker er uforeneligt med hans ambition om et stærkt familieliv.

– Jeg har et meget stor behov for, at der er overensstemmelse mellem de værdier, jeg har, og det, jeg gør. Det er vigtigt, at der er retning og sammenhæng i det, jeg foretager mig. Og jeg mener, at velfungerende familier er utroligt vigtige for samfundet. Selv har jeg været så heldig at vokse op i en tryg og god kernefamilie – det er noget, som jeg sætter enorm stor pris på, fortæller han.

– I forhold til min egen familie kunne jeg måske godt blive bedre til at lægge politikken helt væk, når jeg er hjemme på weekend. Som regel er det ikke et problem for mig, men hvis der kører en sag, hvor mit navn er involveret, eller hvis jeg har en stor opgave lige efter weekenden, så er det ikke altid, det lykkes mig at slippe det helt og bare nyde familielivet, erkender han.

Rene tacklinger, tak!

Selv om Daniel Toft Jakobsens børn på seks, ni og 13 år må siges at være østjyder – familien har boet i det østjyske siden 2009 – er han selv sjællænder. Født i Lyngby og opvokset i Asserbo tæt ved Liseleje. Østjylland var dog også stedet for hans studier – han læste statskundskab ved Aarhus Universitet i 1999-2005.

– Under et efterskoleophold i Jylland lærte jeg en del jyder at kende, og det var en af grundene til, at jeg tog min uddannelse i Aarhus, forklarer han.

Efter endt uddannelse blev Daniel Toft Jakobsen ansat som sekretariatsleder i den kristne studenterorganisation Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), som dengang lå i København. Og da KFS flyttede sit landskontor til Ødsted ved Vejle, flyttede Daniel og familien med. Til et område, hvor det lokale superligahold i fodbold hedder AC Horsens – også kendt som den gule fare.

Daniel Toft Jakobsens fodboldhjerte tilhører ikke den gule fare, men Brøndby IF – klubben på Københavns vestegn, som mange socialdemokrater ynder at holde med.

– Det er jo lidt af en arbejderklub, smiler Daniel Toft Jakobsen, som gerne selv trækker i benskinner, shorts og t-shirt for at brænde energi af og nyde fællesskabet med andre old boys-spillere.

Ikke kun på fodboldbanen, men også i politik gør Daniel Toft Jakobsen en dyd ud af at tackle rent på bolden uden at fælde manden.

– Jeg øver mig i at være mere styret af værdier end af taktiske hensyn. Det er mit ideal. Det lykkes ikke altid, men jeg vil hellere tale om, hvad jeg selv mener, end om hvor dumme de andre er. Jeg bliver ked af det, når jeg ser eller deltager i debatter, hvor man prøver på at få hinanden til at se dumme ud frem for sagligt og konstruktivt at tale sig ind på hinanden. Det kan gøre mig både ærgerlig og trist på folkestyrets vegne. Det er den slags, som skaber politikerlede, erklærer han.

Friheden er under pres

De senere år har Daniel Toft Jakobsens tyngdepunkt i den klassiske, socialdemokratiske treklang forrykket sig. Frihed til forskellighed er kommet højere op på hans dagsorden, og han var derfor en af dem, som sidste år tog initiativ til at stifte Foreningen Åndsfrihed.

– Vi ser en stigende religionsforskrækkelse i Danmark i forhold til mennesker med et personligt forhold til tro. Det skyldes formentlig, at færre og færre danskere har et sådant forhold til tro, og dermed bliver der let noget fremmedgjort, suspekt og mærkeligt ved det, analyserer han.

– En del af dagens religionsforskrækkelse bygger nok også på en frygt for, at nogen vil trække noget ned over hovedet på mig. Men man kan sagtens have en stærk og personlig tro, uden at man bliver ekstremistisk og vil tvinge sin tro ned over andre.

– Vi ser en stigende religionsforskrækkelse i Danmark i forhold til mennesker med et personligt forhold til tro. Det skyldes formentlig, at færre og færre danskere har et sådant forhold til tro.

– Det er en grundlæggende del af åndsfriheden, at jeg har ret til at have et ståsted – og derudover en ret til at argumentere for, at det ståsted er mere sandt og rigtigt, end andre ståsteder, anfører han.

Dermed mener Daniel Toft Jakobsen også, at enhver selvfølgelig har ret til at tro på, at en bog som for eksempel Bibelen eller Koranen er et helligt skrift, som er både absolut og sandt.

– Det er ikke farligt i sig selv, at et menneske eller en gruppe mennesker tror på, at noget er absolut godt og absolut sandt. Det farlige opstår, når man ikke respekterer, at andre har andre forståelser og holdninger – når man vil trumfe sin egen holdning igennem som den eneste mulige. Vi er nødt til at respektere hinanden – uanset hvor uenige vi er. Det er vigtigt, at vi ser forskellighed som noget godt og positivt. Som noget, der giver dynamik.

En svær balance

Frustrationer i sit politiske virke oplever Daniel Toft Jakobsen blandt andet, når det ikke lykkes ham at få sine holdninger igennem i folketingsgruppen. Især når det er på områder, som betyder meget for ham.

– Men det er naturligvis et vilkår, som er ens for alle. I ens gruppe skal man altid sige, hvad man mener, og forsøge at påvirke med sin holdning. Det skaber indimellem store diskussioner, men når en fælles linje først er fundet, så er hovedreglen herinde på Christiansborg, at man skal være loyal over for den linje. Det sker kun meget sjældent, at et medlem går imod sin egen gruppe, og det er på mange måder fint nok. Personligt synes jeg også bare, at det er et kæmpe problem, hvis man som politiker står og spiller skuespil og siger alt muligt, som man ikke mener.

– Loyalitet over for partiet er supervigtigt, men samtidig skal man også passe på sin egen integritet. Den balance må vi hver især finde.

– I dag er det måske mig, der har fået mine holdninger igennem – til frustration for nogle af mine partifæller. I morgen står jeg måske med frustrationen. Det sker ofte, at nogen stemmer noget andet, end de dybest set selv mener. Sådan fungerer det danske demokrati.

Partidisciplinen er stærk. For mig er det bare helt afgørende i det mindste at være ærlig om dilemmaerne og for eksempel lade være med at påstå, at vi altid er enige om alting i Socialdemokratiet, når nu det ikke er tilfældet. Familiepolitik er undervurderet.

Man kan få små papæsker med lakridshalspastiller, hvorpå Daniel Toft Jakobsens fire valgtemaer er trykt. Håbet er, at man så får smag for mere og giver ham sin stemme.

– Klimaet er meget vigtigt for mig, fordi det handler om klodens fremtid. Vi skal have stoppet den globale opvarmning, inden vi når point of no return. Derfor er bæredygtighed et af mine temaer, begrunder han.

Derudover står der relationer, solidaritet og forskellighed på pastilpakken.

– Relationer handler blandt andet om familiepolitikken, som efter min mening er et groft undervurderet politikområde herhjemme. Det er så hamrende vigtigt med gode rammer og vilkår for børnefamilierne, fordi velfungerende familier er vigtige for samfundet. Jagten på økonomisk vækst må ikke få os til at glemme de nære relationer.

– Solidaritet er det med uligheden, som til stadighed er en stærk indignation for mig, og frihed handler som nævnt mere og mere om åndsfrihed, frihed til forskellighed.

Daniel Toft Jakobsens eftermæle

Hvordan vil du gerne have, at folk husker dig – hvad vil du gerne, at der bliver sagt om dig i begravelsestalerne?

Egentlig har jeg ikke noget ønske om, at der bliver talt ret meget politik til min begravelse. Familien, de nære relationer og det evighedshåb, vi har som kristne, tænker jeg er mere passende emner.

Men hvis der endelig skulle være en enkelt, som også kom omkring mit politiske virke, ville jeg da ønske, at vedkommende ville sige noget om, at politik for mig ikke var et spil, hvor det gjaldt om at jorde modstanderen, men noget langt mere vigtigt, hvor man samarbejder om at gøre det så godt, som man kan, og hvor man i øvrigt siger sin ærlige mening frem for det, som man tror, at folk gerne vil høre. For selvom jeg ikke altid lever op til det, så er det nogle vigtige idealer for mig.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Det ved jeg ikke – men noget med at være savnet. Det ville være trist, hvis jeg ikke var savnet. På den anden side ønsker jeg heller ikke at være uundværlig. Måske: ”Savnet, men vi klarer os”.

Jeg vil dog også gerne have noget med Gud og evighedshåb med. Måske skal der stå: ”Savnet – vi klarer os – på gensyn”. Sådan en gravsten har man vist heller ikke set så ofte før …

Nej, for at være helt ærlig, så tror jeg, at jeg ville skulle have lidt længere betænkningstid, hvis jeg skulle komme op med noget brugbart.