Mission Afrika-personale flygtede over hals og hoved

Personalet på Mission Afrikas sundhedscenter i Centralafrika måtte flygte og efterlade deres patienter, da byen Bohong blev angrebet af rebeller den 21. maj.

På billedet, som blev taget før et angreb i 2013, viser Mor-barn-centerets leder Cathrine Naabeau centrets medicinbeholdning FØR et overfald, som ødelagde det meste af sundhedscenteret. Nu er stedet blevet angrebet igen.

Rebellerne angreb allerførst Sundhedscentret, der drives af Mission Afrika sammen med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika.

Angriberne kom ind fra bushen på den side af landsbyen, hvor centret ligger og begyndte at skyde. De dræbte en mand og en lille pige, og indbyggerne flygtede alle over hals og hoved. To kvinder havde lige født, da rebellerne kom, og dem måtte personalet løbe fra, fortæller Mission Afrika, som hurtigt blev alarmeret om situationen.

Hjælp via Danmark

17 ud af centerets 19 medarbejdere er i sikkerhed, og de sidste to er sluppet ud, men er endnu ikke nået frem til de andre. Det drejer sig om jordemødre, sygeplejersker, laboranter, vagter, chauffør mv. Ingen af dem blev ramt af skud, da rebellerne kom. Det er lykkedes en eller anden at få ambulancen med ud, oplyste Mission Afrika den 23. maj.

Sundhedscentrets leder, jordemoder Cathrine Naabeau, ringede hurtigt til Mission Afrika over en satellittelefon. Mission Afrika ringede til Den Evangelisk Lutherske Kirke, der sendte en bil for at hente dem på vejen mod tilflugtsstedet.

– Cathrine Naabeau tænker kun på Sundhedscentret, og hvordan de kan komme tilbage igen, men vi har opfordret hende til at tænke på sin egen og personalets sikkerhed før centret, fortæller Mission Afrikas generalsekretær, Henrik Engelbrekt Refshauge.

– Bed for personalet og hele folket, opfordrer generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge.
Ekstraindsamling til flygtningene

Mission Afrika vil nu starte en ekstraindsamling og vil sende 16.000 danske kroner til fornødenheder på tilflugtsstedet – godt 800 kroner pr. person – og inviterer flere til at være med og dække beløbet ved at sende penge via Mission Afrika.

Sundhedscentret i Bohong i Den Centralafrikanske Republik blev etableret af Mission Afrika med støtte fra Danida for 25 år siden. Centret hjælper årligt tusindvis af patienter og har oprettet seks sundhedsposter i området.

Angrebet i 2013

Den Centralafrikanske Republik er plaget af gentagne uroligheder – ikke mindst i 2013, hvor Sundhedscentret også blev angrebet, så sundhedspersonalet måtte flygte. Dengang fortsatte personalet med at gå på sygebesøg og betjene befolkningen ud fra deres egne hjem.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Siden indvielsen af Sundhedscentret i Bohong den 3. oktober 1993 har dedikerede medarbejdere bragt titusindvis børn til verden, udført over 20.000 konsultationer for gravide og vaccineret over 75.000 børn. Der er foretaget i alt 400.000 konsultationer og 40.000 indlæggelser i de 25 år. Centret er i perioden udvidet med seks sundhedsposter i de omkringliggende landsbyer, oplyser Mission Afrika.