Hører Gud ikke min bøn for børnene og mit helbred?

(Læsetid: 6 minutter)
Men min sorg er, at mine børn ikke søger Gud. Hvorfor hører Gud mig da ikke, når jeg beder for dem? Det må da være en bøn efter hans vilje?

Kære Orla Lindskov
Jeg sidder af og til og grubler over alle mine ubesvarede bønner.

Der er visse ting, jeg har bedt om i årevis, men som jeg endnu ikke har fået opfyldt. Det er angående mine børn. Jeg har bedt for dem fra de var små, om at de måtte blive bevaret i troen.

Men nu er de voksne, og de har tilsyneladende slet ikke brug for Gud.

De går ikke i kirke, og de vil helst heller ikke tale om troen, selv om de ved, at netop det emne ligger mig meget på hjertet. De har nu ganske andre interesser.

De er, som man siger, ellers kommet godt på vej. Har gode ægteskaber og gode hjem med søde børn. De er venlige og hjælpsomme overfor mig.

Men min sorg er, at de ikke søger Gud.

Hvorfor hører Gud mig da ikke, når jeg beder for dem? Det må da være en bøn efter hans vilje?

En anden ting er min modløshed. Modløsheden er en følge af det, jeg lige har skrevet, nemlig mine børn.

Men modløsheden skyldes også, at jeg er ramt af sygdom. Jeg har fået to diagnoser. Det er ikke livstruende sygdomme. Men de generer mig meget i det daglige, og jeg føler mig nu meget afhængig af læger og medicin.

Min læge siger, at to operationer nok vil kunne hjælpe mig og sandsynligvis også helbrede mig.

Det har jeg det ikke godt med, for siden jeg var ung, har jeg altid haft den tillid, at Gud ville bevare mit helbred. Og skulle jeg alligevel blive syg, har jeg altid været overbevist om, at Gud nok skulle helbrede mig uden brug af læger. Men det har jeg nu ventet længe på.

Jeg ved godt, at man ikke må blive utålmodig overfor Gud. Men mon ikke mange har prøvet at blive det?

Du ved jo noget om sygdom, og du har også ind imellem skrevet lidt om årsager til sygdom.

Jeg glemte at fortælle dig, at jeg er kvinde i pensionsalderen. Jeg er pensioneret skolelærer.

Jeg blev opdraget i et strengt kristent hjem, hvor man var meget bange for synd. Derfor så man meget strengt på kroppen og på, hvad den kunne forlede til. Sådan var min hjemlige atmosfære lige så længe, jeg kan huske. På grund af det føler jeg, at jeg i høj grad har været afskåret fra bevidstheden om mit egen, naturlige krop. Fra barn har jeg lært bogstaveligt talt at lukke af for min krop.

Efter at jeg nu er blevet syg, har min læge anbefalet mig at begynde at dyrke gymnastik. Det skal jeg gøre for mit helbreds skyld.

Min gymnastik-instruktør taler meget om at give kroppen masser af positiv opmærksomhed. Jeg skal ifølge hende interessere mig enormt meget for ernæring og motion.

Det har så medført, at jeg presser min krop til at følge en stram diæt og tvinger mig selv til at udføre anstrengende motions-programmer. Når jeg kommer fra gymnastik-salen, er jeg ofte ødelagt hele næste dag. Det tager mig også et par timer at komme mig oven på mine hjemlige gymnastik-øvelser.
Hvad mener du om mit brev?
Venlig hilsen
En pensioneret lærer

SVAR:

Tab ikke modet på grund af det med dine børn. Dine bønner for børnene skal nok blive besvaret, for det er faktisk mest Gud, der ønsker at møde og at frelse dem.

Tab ikke modet – Gud har hørt dig

Kære pensionerede lærer
Dit brev er interessant, for det kommer ind på flere emner.

Lad mig først tage fat på det med din gymnastik:

Du må ikke fralægge dig ansvaret for dit eget fysiske velbefindende ved slavisk at følge din gymnastik-instruktør.

Naturligvis bør vi søge hjælp hos sundheds-hjælpere angående vores krop. Men vi bør ikke betragte vores sundheds-hjælpere som absolutte autoriteter.

Vi bør betragte dem som mennesker med nogle ganske særlige ressourcer. Disse ressourcer kan ofte hjælpe os på den vanskelige vej til et bedre helbred.

Pas på med at presse din krop til at følge en for stram diæt eller tvinge din krop til at udføre et for stramt motions-program. Prøv at lytte til de meddelelser, din krop giver dig. Der skal jo være måde med alting, også med motion.

Kroppen meddeler sig til os om dens behov: fx hvad og hvornår, den har lyst til at spise, og hvornår den har fået tilstrækkelig gymnastik. Her gælder det: ikke for lidt, men heller ikke for meget.

Din krop er også vejviseren med hensyn til dine åndelige og følelsesmæssige behov. Disse behov er ofte oversete.

Hvis disse behov længe har været oversete, så vil din krop til sidst melde disse behov ved fysiske spændinger, ved hovedpine, infektioner m.m.. Dette har jeg oplevet er sket for mange. Det følelsesmæssige område er nok i dag det mest forsømte og blokerede område hos mange.

Hvis vi ikke bryder os om vore følelsesmæssige behov, så vil disse behov til sidst forsøge at trænge igennem til os som fysisk ubehag og sygdom. Det følelsesmæssige er selvfølgelig ikke årsagen til al sygdom.

Du skriver om din modløshed.

Tab ikke modet på grund af det med dine børn. Dine bønner for børnene skal nok blive besvaret, for det er faktisk mest Gud, der ønsker at møde og at frelse dem. Vent på Gud. Husk at Gud har hørt dine bønner.

Du vil gerne tale med børnene om troen. Men det er nok ikke det rette tidspunkt for det nu. Pas på med ikke at presse dem eller plage dem, selvom du selvfølgelig gør det i den bedste mening.

Tab heller ikke modet, fordi Gud ikke har helbredt dig endnu. Jeg forstår godt, at man under sygdom kan blive modløs. Der er jo uvisheden. Man ved ikke, hvad sygdommen kan udvikle sig til.

Det kan også for troende mennesker blive et problem, at sygdommen ikke forsvinder, når man beder Gud om at tage den bort.

Her vil jeg gerne sige et par ord til dig om helbredelse ved bøn:

Man kan blive helbredt direkte af Gud ved bøn. Det ved vi.

Men mange helbredelser, hvor lægen er redskabet, er så afgjort også helbredelse fra Gud. Vi må aldrig glemme, at alle helbredelser er gaver fra Gud.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla Lindskov
Jeg ønsker hermed at fortælle dig, at jeg nu er helt smertefri. Jeg er bare fuldkommen taknemmelig.

Der gik en uge efter forbønnen. Men hver dag bemærkede jeg, at smerterne fortog sig lidt efter lidt.
Tak for det.
K.

Læs også