Kristne har et politisk ansvar

Lektor Niels Arbøl opfordrer kristne til at engagere sig mere i politisk arbejde.

(Læsetid: 8 minutter)
Kristendommen bør inspirere kristne til at gå ind i politik og gøre en forskel, mener Niels Arbøl.

Sidste år besluttede jeg at opstille som folketingskandidat i Nordjylland for et politisk parti til det kommende valg.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg kom til den beslutning, og her kan der jo være mange grunde, også helt naturlige. Vi har alle forskellige evner, som det er vores pligt at bruge. Og dem, der interesserer sig for politik, er ikke nødvendigvis bedre eller klogere mennesker end dem, der ikke gør, eller som aldrig har skrevet så meget som et læserbrev. Tværtimod, kunne man sige, for vi er jo som kristne først og fremmest forpligtet på vores nærmeste.

Men derfor kunne der alligevel være behov for at se på, hvorfor vi som kristne har et politisk ansvar. Hvad enten man så blot stemmer ved valget eller stiller op til det. Jeg vil faktisk hævde, at vi netop som kristne har et politisk ansvar. Og her kan Bibelen være en rettesnor.

Den siger på dens første blade, at Gud er den almægtige skaber af himmel og jord, d.v.s. hele universet (1. Mos. 1,1 ff).

Gud har også skabt mennesket i sit billede og sat det ind i et ansvarsforhold til næsten og til verden. Fordi Gud har skabt alt liv, og også alt menneskeliv, har han også bestemt, at hans vilje skal råde overalt i skaberværket. Guds vilje gælder alle mennesker, enten de tror på ham eller ej. Guds vilje – i betydningen Skaberens vilje – må altså være den højeste norm for det politiske liv.

Den naturlige lov

Spørgsmålet er så, hvordan vi kan erkende Guds vilje. Vi kan delvist erkende den gennem den såkaldte naturlige åbenbaring. Bibelen understreger stærkt den tanke, at Gud i alle mennesker har nedlagt forestillinger om ret og galt og en samvittighed, der kan dømme i moralske spørgsmål (Rom. 1, 19-21 m.fl.)

Denne ”naturlige lov” kan mennesker erkende gennem fornuften. Det drejer sig ikke om en naturlig erkendelse af frelsen, men om en naturlig indsigt i, hvordan vi skal leve som mennesker.

De 10 bud og næstekærlighed

På grund af syndefaldet er denne indsigt dog begrænset. Derfor greb Gud ind i historien og forklarede den naturlige lov gennem en ydre, skriftlig lov. Det skete ved lovåbenbaringen i det Gamle Testamente.

Kirken har altid ment, at særligt de Ti Bud er identiske med den naturlige lov. De er altså alle skrevet i menneskers hjerte og har universel gyldighed. Det samme gælder næstekærlighedsbuddet eller ”den gyldne regel”, som Jesus nævner i Matt. 7,12: ”Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.”

Ifølge en almindelig definition kan det siges, at ”politik drejer sig om fastsættelsen og fordelingen af de værdier, som har gyldighed for et samfund” (Erik Rasmussen). Med tanke på den naturlige lov betyder dette, at kristne og ikke-kristne kan samles om fælles værdier, og at meget sandt og godt kan komme fra mennesker, der ikke deler den kristne tro. Det er menneskerettighederne er et godt eksempel på.

Med Jesu Kristi indtræden i verden er samtidig Guds rige kommet nær. I Bjergprædikenen (Matt. 5-7) møder vi et nyt, radikalt livsmønster, hvor vi skal vende den anden kind til, elske vores fjender og være fuldkomne ligesom Gud selv. Bjergprædikenen, med sit absolutte krav om næstekærlighed, kan ikke som sådan lægges til grund for samfundslivet (så ville vi skulle afskaffe politi og domstole). Men tanken om Guds rige og det at efterfølge Jesus selv kan i høj grad tilføre det politiske engagement en ny motivation og en ny dynamik.

Så på den ene side giver den naturlige lov indsigt i Skaberens vilje. Men synden gør denne indsigt begrænset, også selv om vi forsøger at lade os vejlede af Bibelen, for den er skrevet med henblik på menneskets frelse, ikke med henblik på samfundets indretning. Kirken, og særlig den katolske kirkes læreembede, støttet til Skriften, har gennem fx rundskrivelser givet stor inspiration til de kristnes handlemåde i politik gennem tiden. Men i sidste ende må vi hver især tage ansvar for de politiske valg, vi træffer, og de politiske partier, vi engagerer os i.

Ikke absolutisme

Der er dog former for politik, vi som kristne altid må tage afstand fra. Kristendommen er uforenelig med enhver politisk absolutisme, da dette vil stride imod selve grundbegrebet i al kristen livsholdning: Du skal adlyde Gud mere end mennesker. Menneskets overnaturlige bestemmelse i Guds rige gør, at vi på forhånd må tage afstand fra politiske systemer, som vil herske over samvittigheden, som tror, at paradiset kan oprettes på jorden, og som gør politik til en religion eller religionserstatning. Det har vi set med kommunismen og nationalsocialismen.

Langt snarere indebærer kristendommen en åbenhed over for verden, en dynamisk vilje til forandring og en erkendelse af menneskelig ufuldkommenhed.

Det må føre til en kritisk holdning over for enhver bestående politisk orden. Den kristne inspiration fremmer kritisk opmærksomhed om det relative og mangelfulde ved enhver politisk indretning.

Man kan derfor som kristen tilslutte sig forskellige politiske filosofier eller ideologier, blot de er demokratiske i deres væsen og ikke totalitære.

Forud for demokrati

Mange har peget på, at netop kristendommen er en forudsætning for udviklingen af demokratiet.

I Ny Testamente formaner Paulus allerede omkring år 50: ”Her er ikke forskel på jøde og græker, slave og fri, mand og kvinde, for alle er I ét i Kristus” (Gal. 3,28).

Det betyder ikke, at de bibelske tekster kan levere direkte anvisninger på alle de værdier, der i dag hører med til vores opfattelse af demokrati, og som af oplyste mennesker anses for at være umistelige og ukrænkelige (i det mindste indtil en konfliktsituation opstår).

Respekten for forskelligt tænkendes og troendes ligeberettigelse og troen på et flerkulturelt samfunds fordele og muligheder er først frugten af en smertefuld historisk erfaring.

Inspirerede demokratiet

Alligevel har kristendommen lagt grunden til den vestlige verdens demokrati.

Kristendommen er ikke bundet til demokratiet, men demokratiet er bundet til kristendommen i den forstand, at demokrati beror på en række værdier – såsom alle menneskers ligeværd, personligt ansvar, kærlighed til friheden, solidaritet med de svage, venskabeligt samarbejde mellem folkene – værdier, som i dag er blevet en almindelig og naturlig del af det fælles samfundssyn, men som alle kan hævdes at have deres udspring i det kristne menneskesyn. Det vil sige værdier, som uden inspiration herfra i længden vil forfalde eller afspores. Et stadigt vidnesbyrd herom er verdenskortet, der viser, at demokrati i vores forstand kun findes i lande med en kristen kulturarv eller, i det omfang demokratiet opstod uden for denne, som indført eller inspireret gods herfra, først og fremmest Europa og Amerika.

Hvor evangeliets samfundsdannende impuls er fraværende i verden, der står vi midt i det indiske kastesystem, det arabiske patriarkat eller den kinesiske guddommeliggørelse af lederen.

Beskidt politik?

Kristne bør ikke afholde sig fra at beskæftige sig med politik ud fra den forestilling, at det er noget urent og ufuldkomment. For politik bør ses i lyset af at være underlagt Skaberens vilje og være besjælet af buddet om næstekærlighed. Som pave Frans har sagt, bør de kristne involvere sig politisk, også selv om politik kan være ”snavset”, frustrerende og fuld af fejl. Vi skal ikke kun se til fra balkonen, siger han. Kristne er forpligtet på at arbejde for det fælles bedste, ikke gruppeinteresser. Vi skal forsvare menneskerettigheder, give Jordens fattige håb, modarbejde fremmedhad og give stemme til de børn, fødte som ufødte, der ikke selv kan tale. Vi skal være ansvarlige over for Jordens naturressourcer og sætte ind over for den globale opvarmning.

I alt dette kan vi ikke undgå at få snavsede hænder, fordi politik også er magt. Men i sidste ende er magt og politik skabelsesordninger, altså en opgave, der også kan bruges til det gode. Det kunne vi ønske for alle vores politikere, os selv inklusive. Og for alle vælgere, for i sidste ende er det os, der bestemmer, hvilke politikere og hvilke politiske værdier, der skal have magt og indflydelse.

Om Niels Arbøl:
Politisk aktiv først i Kristeligt Folkeparti, siden i Centrum-demokraterne. Nu i de Radikale.
Tidl. formand for det tværpolitiske Kristendemokratisk Forum, lokalformand for den Danske Europabevægelse på Østerbro i København og medlem af en tværpolitisk tænketank under regeringen Schlüter.
Medlem af Radikale Venstre siden 2006, og siden maj 2017 opstillet som folketingskandidat i Brønderslevkredsen.
Flygtningeven og aktiv i Dansk Flygtningehjælp på lokalt plan.

Læs også