Pia Kjærsgaard: For meget ’gejl’ og ’bøssebal’

Pia Kjærsgaard (DF)

I et opslag på Twitter kritiserer Folketinget formand, Pia Kjærsgaard, Melodi Grand Prix for at være ”mere og mere for bøsser og mindre og mindre for heteroseksuelle”, skriver DR.dk.

”Alt for meget bøsse, drag og gejl i Eurovision!, skriver Pia Kjærsgaard på Twitter. Samtidig efterspørger hun flere sange på dansk.

Pia Kjærsgaards opslag, som har skabt stor debat på Twitter, var en reaktion på et indlæg af den tidligere Grand Prix-deltager Ivan Pedersen. Musikeren, der var frontmand for gruppen Laban, skriver om Eurovision-showet:

”Det hele handler enten om at komme ud af skabet – eller at have fået en kønsskifteoperation og have styrke til at være den, man er – bare det ikke er almindelig,” skriver Ivan Pedersen på Facebook.

Overfor DR.dk uddyber Pia Kjærsgaard: ”Det er som om, Grand Prix er gået hen og blevet det helt store bøssebal, og det synes jeg overhovedet ikke, det burde være,” fastslår hun.

Pia Kjærsgaard henviser til den tidligere Grand Prix-vinder Conchita Wurtz, der optrådte i dametøj og med fuldskæg.

”Jeg siger bare, at sangen forsvinder i forhold til, at der er for meget gøgl og gejl. Det handler ikke om, at det er bøsser, der deltager,” fastslår hun.