Skråsikkerhed og ironi fører sjældent til ny erkendelse

I perioden 2012 til 2018 havde jeg fornøjelsen af at være ét af de sytten medlemmer af Det Etiske Råd. I samme periode har jeg besøgt henved 100 sognegårde, konfirmandstuer og kirker med mit foredrag ”Menneskesyn på spil”, hvor jeg har fortalt om rådets arbejde og om, hvordan mit eget kristne livs- og menneskesyn har inspireret mig – og givet mig styrke – i arbejdet med de mange vanskelige etiske spørgsmål og dilemmaer.

Når jeg kommer rundt så mange steder i landet med det samme foredrag, er det helt naturligt, at jeg som foredragsholder ofte bliver mødt med de samme spørgsmål, og der er derfor også en konstant lurende fare for, at mine svar på de ofte velkendte spørgsmål bliver liret af per automatik og uden nogen større refleksion over, at der måske også findes andre – og måske lige så rigtige – svar på tilhørernes spørgsmål.

Men sidstnævnte er jo et vilkår, når vi taler om etiske dilemmaer – ellers ville der jo slet ikke være tale om dilemmaer.

Et af de emner, som oftest bliver diskuteret rundt om kaffebordene i de sognegårde, hvor jeg har været på besøg, er spørgsmålet om for og imod aktiv dødshjælp.

Det er et emne, som ofte kan bringe sindene i kog, og hvor de velkendte argumenter for og imod ofte kommer til at stå stejlt overfor hinanden.

På den ene side trækker tilhængerne af aktiv dødshjælp ofte selvbestemmelsesretten som hovedargument i argumentautomaten, mens jeg som foredragsholder – og erklæret modstander af aktiv dødshjælp – typisk på den anden side trækker glidebaneargumentet i min argumentautomat.

Problemet med automatreaktioner i sådanne debatter om vanskelige, etiske spørgsmål og dilemmaer, er, at både modstandere og tilhængere risikerer at blive skråsikre og kompenserer for den indre tvivl – som der trods alt ofte er – ved at komme med heftige forsvarstaler og ved at blive påståelige.

Ofte vil man have en tendens til at bekæmpe indvendinger og modargumenter med en eller anden form for polemik og ironisk distance til modpartens argumenter.

Det er meget lidt frugtbart. Faktisk har jeg aldrig nogensinde oplevet, at tilhørere med en anden mening om aktiv dødshjælp end mig har skiftet mening undervejs, hvis debatten har været præget af skråsikkerhed og ironi.

Jeg har derimod flere gange erfaret, at når man skifter skråsikkerheden ud med en oprigtig interesse for den andens argument og dets ophav og i øvrigt gør et oprigtigt forsøg på at skifte stivsindet ud med henholdsvis etisk erkendelse og moralsk intuition, er der ofte grobund for ny erkendelse hos både foredragsholder og tilhørere.

Ny erkendelse kan i denne sammenhæng både opnås gennem en indre dialog med sig selv, men så sandelig også gennem en åben og fordomsfri samtale med andre.
Samtale fremmer som bekendt forståelsen.
Det gælder også samtaler om svære etiske dilemmaer.