Bibelcamping fejrer jubilæum

Hæftet ”Bibelcamping 50 år 1969-2019” fortæller historien om Haderslev Næs Bibelcamping.

Haderslev Næs Bibelcamping kan i år fejre sit 50-års jubilæum. Luthersk Mission inviterer derfor til jubilæumsfest den 20.-21. juli.

I år kan campisterne på Haderslev Næs for første gang samles til møder i en bygning med mødesal. Tidligere har man holdt møderne i et stort blåt forsamlingstelt, men det må man ikke længere.

Dispensation og nybyggeri

Siden 2015 har der været strammere regler for brug af telte til over 150 personer. Det lykkedes dog campingudvalget at få dispensation indtil 2018, hvor man for sidste gang anvendte det gamle forsamlingstelt.

Opførelsen af den nye bygning på 600 m2 har kostet 1,7 millioner kroner, og det samlede indsamlingsmål er næsten nået, hedder det i jubilæumshæftet fra Haderslev Næs Bibelcamping.