Færøernes flag er 100 år

”Mærket”, er blevet 100 år. Det første, originale, færøske flag hænger nu i kirken i bygden Fámjin på øen Suderoy.(Wikipedia)

Flaget Mærkets 100 års jubilæum fejredes blandt andet med en flagsejlads, hvor en flåde af gamle træskibe sejlede til Danmark for at besøge flere byer i perioden 30. maj til 5. juni.

De gamle træskibe ankom først til Nordatlantens Brygge, hvorefter jubilæet blev fejret med boder, musik, kunst og events, dels om bord på skibene og dels inde i pakhuset, skriver Nordatlantens Brygge.

Flagets navn, Merkið, betyder ”Mærket” og består af et kors ligesom i de øvrige nordiske landes flag. Det røde kors har blå kanter – de farver, der både findes i traditionelle færøske hovedtørklæder og i Islands og Norges flag. Den hvide bundfarve symboliserer kristendommen, bølgeskum og himlen over Færøerne.

Merkið blev designet af færøske studenter på Regensen i København i 1919, men Danmark anerkendte det først officielt som Færøernes officielle flag den 1. april 1948. Storbritannien anerkendte allerede flaget den 25. april 1940, hvorfor færingerne har valgt denne dato som flagdag.

I det 19. århundrede brugte færingerne et flag med et billede af en vædder ”Veðrur”, fordi vædderen fra gammel tid var et symbol på en leder i parlamentet. Senere brugte man et flag med et billede af nationalfuglen, en ”Tjaldur”. Men korsflaget Merkið vandt frem.

I Danmark må man flage med Merkið på Færøernes nationale festdag, Olai Dag, den 29. juli.