”Jeg er gladere og mere positiv i dag”

Dan mødte et varmt fællesskab, da han blev inviteret med i Oasekirken i Silkeborg.

Dan fra Silkeborg var på sit livs første SommerOase. Han er ny i de kirkelige sammenhænge.

Dan på 29 år var på et kristent stævne for første gang, da han deltog på årets SommerOase i Horsens. For et par år siden ville han have sagt, at det aldrig ville komme til at ske.

Han er opvokset i et ikke-kristent hjem, og godt nok er han døbt og konfirmeret, men han husker konfirmationsforberedelserne som noget ”kedeligt og mærkeligt”. Alt det med Jesus og kristendom har aldrig sagt ham noget. Indtil for nylig.

– Jeg blev inviteret med i Silkeborg Oasekirke og oplevede et fællesskab, som jeg ikke har kendt til før. Mit liv har meget været støttepædagoger og bostøtter, og jeg har haft depressioner. Men jeg blev mødt med åbne arme og kom med i en mandegruppe i kirken, hvor vi taler om tro og støtter hinanden. Det har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Jeg er blevet gladere og mere positiv og åben, og de andre siger, at de kan se en stor forskel fra første gang, de mødte mig, fortæller Dan.

Det var Silkeborg Kommune, der via det veletablerede netværk Kirkernes Sociale Arbejde i Silkeborg fik Dan tilknyttet en såkaldt ”medvandrer” – et menneske, han kunne dele sine tanker med og læne sig op ad. Medvandreren inviterede ham med i sin kirke, og siden er det gået stærkt.

– Jeg vil ikke sige, at jeg er 100 procent kristen endnu. Men jeg er på vej. Jeg har fået svar på mange spørgsmål, og jeg har oplevet et fællesskab, som har fået mig til at åbne op. I dag er jeg ikke længere bange for at vise, hvem jeg er og tale åbent om mit liv og mine tanker.

Sank i knæ

– Jeg har deltaget i aftenmøderne på stævnet her, og det var første gang, jeg oplevede tungetale.

Jeg var til forbøn hos en kvinde, som lagde hånden på min skulder og bad for mig. Jeg kunne mærke, at benene sank under mig, og i seks minutter sad jeg på hug, mens hun bad. Jeg mistede helt kontrollen, og jeg plejer ellers at ville have kontrol med tingene. Jeg tænker, mon det er Gud, der arbejder i mig?

Du har et kors om halsen. Vil du fortælle om det?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg er typen, der helst går all-in, så en dag, da jeg var i Aarhus, gik jeg ind hos en guldsmed og sagde, at jeg ville have et sølvkors. Der lå et kors og blinkede til mig, så det valgte jeg. Jeg overvejer også at få et kors tatoveret på armen, siger Dan.

På SommerOase var Dan tilknyttet det store korps af frivillige og var koordinator for skraldeindsamlingen. Det gav ham lejlighed til både at være del af et arbejdsteam og møde nye mennesker.

– Meget af mit arbejdsliv har mest handlet om arbejdsprøvninger, men nu er jeg blevet tilkendt fleksjob og arbejder på nedsat tid i et sportscenter i Silkeborg, smiler Dan.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En uge på SommerOase var et boost for ham. Eneste klage er, at han ikke er vant til at sove i campingvogn, så det kunne godt knibe med at falde i søvn. *