Kristne bød Putin velkommen i Finland

Udfordringen var med, da Finland tog imod Ruslands præsident den 21. august.

Finlands præsident, Sauli Niinistö, (i midten) modtog Ruslands præsident, Vladimir Putin, i forbindelse med et arbejdsbesøg i Helsingfors.
Foto: Juhani Kandell, præsidentens kancelli.

Nogle finske kristne valgte at ønske Ruslands præsident, Vladimir Putin, velkommen, da han kom på det traditionelle sommerbesøg hos Finlands præsident, Sauli Niinistö, onsdag eftermiddag.

”Jesus frels Rusland og Finland. Velkommen til Finland” stod der med store røde og blå bogstaver på et banner, som var limet på en stor bus.

De kristne havde pyntet bussen med de to landes flag samt et kors i guld på et rødt hjerte.

Bussen ankom kort tid efter, at Putins pansrede personbiler fra Rusland svingede ned til Norra Esplanaden, forbi Helsingfors rådhus og til den finske præsidents slot ved havnen.

Området plejer at syde af finlændere og turister, som kommer til torvehandel, kaffe eller laksesuppe på denne tid af året. Men da Putin kom, var det travle marked som blæst af hensyn til sikkerheden.

Den russiske præsident var ventet til Helsingfors før klokken 15 tirsdag eftermiddag. Men han blev et par timer forsinket. Politiet var hjælpsomme og havde på forhånd fortalt folk, at præsidenten nok blev forsinket.

Da folk kom tilbage, var der kun plads omkring den grønne park i Esplanaden. Men mange stod langs gaderne længere væk, hvor de alligevel fik et glimt af gæstens kortege. Der var også nogle få demonstranter, som viste deres plakater, men der var budskabet nok helt anderledes end det, der stod på den bus, som var blevet pyntet af de kristne.

Ruslands præsident Vladimir Putin blev budt velkommen af en ”Jesus-bus” i Helsingfors. Teksten på banneret er ”Jesus frels / Rusland og Finland” samt ”Putin, Velkommen til Finland”. Foto: Vidar Norberg.
Atom-ulykken

Et af de spørsmål, som kom frem på pressekonferencen med Putin og Niinistö, handlede om atomulykken udenfor Arkhangelsk for et par uger siden. Ulykken skete sandsynligvis under testning af en atomdrevet raket.

Den militære ulykke skabte frygt i Kirkenes, som ligger 700 kilometer væk, samt i Finland, som kun ligger 400 kilometer derfra.

– Vi skjulte intet. Det skete i forbindelse med forberedelser til et nyt våbensystem. Vi må svare vore amerikanske partnere. Man kan måle (strålingen) på lang afstand.

Uafhængige instanser har bevist, at der ikke har været nogen kraftig stråling. Også I må forstå, at det handler om forsvarshemmeligheder, og derfor er det begrænset, hvad man kan få af information, sagde Putin på pressekonferencen ifølge HBL.fi.

Udfordringens journalist var en af dem, som kom med i nyhedsudsendelsen fra TV-selskabet MTV. (Skærmprint fra MTV)
Våbenkapløb

På den internationale agenda stod det begyndende rustningskapløb, som allerede er i gang.

Putin var skuffet over, at USA har trukket sig fra nedrustningsaftalen INF.

– Jeg gentager, at Rusland ikke udstationerer missiler, men vi udvikler mellemdistance- og kortdistancesystemer i tilfælde af, at USA udstationerer våbensystemerne, sagde Putin ifølge nyhedsmediet Yle.

Putin svarede også på spørsmål om demonstrationerne i forbindelse med valget i Rusland. Han kunne dog, ifølge Yle, ikke love, at de demonstrerende må stille op til valget.

Da Putin mødte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, blev det samme spørgsmål rejst. Putin svarede, at han ikke ønskede den slags tilstande, som man har haft med ”de gule veste” i Frankrig.

Præsident Sauli Niinistö har gjort meget for at holde gang i dialogen med Rusland, også efter at landet overtog Krim i 2014.

I det gode aftenvejr stak Niinistö og Putin til søs. Middagen under sommerbesøget ventede dem på Sveaborg, en ø ikke langt fra Helsingfors.