Lægepræsten bliver brevkassseredaktør på Udfordringen
Lægen Poul Henning Krog overtager brevkassen i de ulige uger efter ”Præsten & Psykologen”. Han arbejder med psykiatriske patienter, skriver bøger, holder foredrag og har stor erfaring med rådgivning. Orla Lindskovs brevkasse fortsætter i de lige uger.
Læge, præst og forfatter Poul Henning Krog ser frem til sin nye opgave på Udfordringen. Den 60-årige lægepræst er en mand med mange kasketter, men badget går igen på dem alle; troen på Jesus Kristus.
Læserne kender allerede Poul Hennings skriverier fra “bagsmækken” eller kronikker i avisen.
Poul Henning elsker sin præstegerning, særligt forkyndelsen, undervisningen, samtalerne og nye initiativer har hans hjerte.
Gudsfrygt er visdom
“Hvordan tænker du, at vi skal lægge snittet i artiklen om dig, PH?”
Jeg har Poul Henning Krog i den anden ende af røret, for han er ved at lægge de knap fire hundrede km bag sig, han kører hver tirsdag mellem Tåsinge og Oksbøl.
I Oksbøl arbejder Poul Henning som lægekonsulent ved afgiftnings- og stabiliseringscentret Slusen. Et næstekærligt behandlingstilbud med en urokkelig tro på menneskets muligheder for udvikling og vækst, når de er under de rette vækstbetingelser.
Da jeg har stillet Poul Henning spørgsmålet, bliver der stille i den anden ende af røret, men kun et øjeblik – så svarer han. Da jeg hører hans svar, er det min tur til at blive stille, for betydningen skal lige synke ind.
Svaret er indlysende, oplagt og essensen af lægepræsten Poul Henning Krogs liv og virke. Svaret er: “Gudsfrygt er visdoms begyndelse.” (Ordsprogenes Bog 1:7).
En Guds mand og kærlig familiefar
Poul Henning Krog er foruden læge også præst i Pinsekirken i Svendborg, og så er der kommet et par nye titler mere på CV’et inden for de sidste fem år, nemlig forfatter og foredragsholder.
Kernebudskabet i hans virke er altid det samme, for troen på den almægtige Gud og Jesus, vor Frelser, er omdrejningspunktet i hans liv. Den før omtalte gudsfrygt er ikke en frygt, der beror på mørke og forbandelse – men er tværtimod en lys og glad ærefrygt, fuld af taknemmelig og ydmyghed over for det skaberværk, vi alle er en del af.
Bor på Tåsinge
Poul Henning og hans hustru, Susanne – der i øvrigt er præst i Pinsekirken i Rudkøbing, bor på Tåsinge sammen med deres skønne Olivia, en berner sennen tæve på seks år. De tre børn, to sønner og en datter, er for længst flyttet hjemmefra og har selv stiftet familier.
At blive bedsteforældre til nu i alt syv børnebørn har givet ægteparret en kæmpe velsignelse, der fylder og beriger i dagligdagen. Faktisk har Poul Henning og Susanne mange gange om året deres campingvogn placeret på Rødovre campingplads tæt ved de tre unge familier. Så kan de hurtigt rykke ud og hjælpe, når der er bud efter dem.
Foredragsholder
I skrivende stund tilbyder Poul Henning seks forskellige foredrag, som alle er dybt relevante i en tid, hvor vi løber stærkt, jævnligt er i tidsnød, og hvor begreber som kvalitetstid, time blindness og robuste børn er gangbare buzzwords.
Et par af foredragene har et opsigtsvækkende skæringspunkt, hvor psykiatri og tro spiller sammen og komplementerer hinanden.
To andre foredrag belyser stress og afmagt, og hvordan vi med Guds hjælp kan finde frem til hinanden og os selv igen.
Endnu to foredrag tager afsæt i at finde fodfæste i bøn og kristen meditation.
.
Brevkasse-redaktør
Når Poul Henning i september overtager opgaven som brevkasseredaktør på Udfordringen efter Karin og Jørn Braüner, bedre kendt som Præsten og Psykologen, er det med Gudstroen som fundament. Visionen er stærk og tydelig:
– Jeg ønsker at give det videre, jeg får fra Gud. Jeg elsker det profetiske, og dette at give små livsnøgler videre, som åbner op til Guds lægedom og liv.
Poul Henning opfordrer alle læsere til at indsende spørgsmål til Udfordringens nye brevkasse.
Han kan dog ikke love, at alle læseres breve bliver publiceret.
– Alle tanker og problematikker er kærkomne, og der vil blive bedt over hvert eneste menneske, der ærligt træder frem med dette eller hint. For den, der tror, er der nåde at hente i den Gud, der tilgiver og gør hver dag ny, siger han.
Af med rygsækken
Lægepræsten har som psykiatrisk læge ofte med store livskonflikter at gøre. Han oplever ugentligt, at helt almindelige mennesker må slippe gaspedalen en stund og se indad. Mange søger hjælp, fordi de bærer på en stor og tung rygsæk, fyldt med vrede og nag. Tilgivelse forekommer umulig i mange tilspidsede situationer, hvor mørket samles i et stresset og frustreret sind.
Poul Henning og hans kollegaer på psykiatrisk afdeling i Svendborg er med, når rygsækken skal tømmes. Med dialog-samtaler, medicinsk behandling og tid lykkes det heldigvis tit både at læge, lindre, forandre og nytænke, forklarer han.
For Lægepræsten handler det først og fremmest om at lytte, stille diagnoser og evt. medicinere.
At lytte aktivt og stille spørgsmål er en virksom måde at finde ind til kernen af menneskers smerte.
I et åbent og fordomsfrit fællesskab er det muligt at få berørt alt det, som slet ikke er så let – og når først der bliver sat ord på det ordløse, er der noget at arbejde videre med.
Stigende behov for åndelig omsorg
På psykiatrisk afdeling er Poul Henning først og fremmest læge. Men han oplever i stigende grad, at sammenhængen mellem sjælelig og åndelig sundhed anerkendes i sundhedsvæsenet.
Lægepræsten citerer i sin seneste bog professor Niels Christian Hvidt, som har en doktorgrad i eksistentiel og åndelig omsorg og forsker ved Syddansk Universitet:
“Behovet for eksistentielle samtaler og åndelig omsorg er stærkt stigende. Patienternes behov overhaler behandlernes kompetencer og uddannelser.”
Hvidts resultater er evidensbaserede og underbygger, at tro giver øget velvære, livskvalitet og lykke. Tro nedsætter sygdomsrisiko, giver øget livslængde, fysisk og psykisk bedring samt bedre mestring af fysisk og psykisk lidelse.
Korset befrier
Teologien har så meget at tilbyde psykiatrien, for det er troen, der giver os mennesker et solidt holdepunkt og fjerner dødsangsten.
I velfungerende menigheder står mennesker sammen, mødes og hjælper hinanden. Svære følelser som sorg, afmagt, skyld, skam og angst er alment menneskelige, men ingen af os er beregnede til at stå alene med alt det mørke.
– Korset befrier, understreger Lægepræsten.
Helbredelse ved bøn samt en vedvarende næstekærlig indsats har flere gange båret frugt i Lægepræstens virke.
Visdomsnøgler og humor
Poul Henning udgav sin første bog i 2014. Bogen: “Kære Hr. Tyv”. Forfatterskabet startede som en blog, hvor Poul Henning hurtigt fik mange læsere og opfordringer til at udgive de bedste af sine indlæg. I sandhed munter læsning – og både underholdende og genkendelige helt ned i detaljen. Hvem kender ikke til den udfordring, det er at samle møbler fra IKEA? Eller ægtefællen, der klager over snorkelyde af høj decibelstyrke? Vi er nogle stykker, er jeg sikker på.
Fire år senere, i 2018, udkom bogen: “Du er den bedste til at være dig”, som er et livsbekræftende causeri over et liv, hvor engagement, kreativitet og stor livsappetit konstant er trofaste medspillere.
Samtlige beretninger er helt nede i øjenhøjde blandt børn, voksne – dig og mig. Begge bøger er let læste og skrevet i et ikke-akademisk sprog.
Stærke oplevelser i troslivet krydret med sjove og pudsige hændelser er en del af Poul Hennings forfatterskab.
I alle kroge og hjørner af lægepræstens liv er der højt til loftet, og en godhjertet humor gennemlyser hans tanker og værdier i livet.
Poul Hennings gudsfrygt er let og ligetil.