Pyromanen angrede – og blev præst

Benny voksede op i en katolsk familie, men han kom som ganske ung ind på en kriminel løbebane, som endte med fængsel og indlæggelse på den lukkede afdeling.

– Men mormor kom fra Zagreb i Kroatien. Hun kom til Danmark med et musikhold under 1. verdenskrig. Hun fandt en dansk mand og blev her.

Min bedstefar var alkoholiker, og min mor voksede op i en barsk hjem på det mørke Nørrebro.

Efter skolegang kom min mor ud at arbejde på en restaurant. Her mødte hun min far, Bernhard Nikolaj Johannes Blumensaat, som kom fra et indremissionsk hjem på Djursland. Min bedstefar på den side passede missionshuset.

Det var ikke velset i 1940’erne, at en indremissionsk mand giftede sig med en katolik. Men de holdt ud, og med årene blev vindene derhjemmefra også blidere.

Heldigvis er det, der forener os, større end det, der adskiller os. Og det, der forener os er jo den korsfæstede, den genopstandne Jesus Kristus, som er alle menneskers frelser.

Far døde pludselig

– Min far købte sig en lille slagterforretning i Aarhus, og de flyttede senere ud til Thrige udenfor Aarhus, hvor jeg blev født i 1953.

Jeg gik på den katolske skole i Ryesgade, ligesom mine søskende. Men senere flyttede familien til Vivild, hvor far forsøgte at starte en forretning op.

I 1967 var han ude at vinke farvel til sin børneflok – jeg husker det stadigvæk – vi var på vej i skole i Randers.

Den morgen døde han pludseligt, selv om han ikke fejlede noget.

Det var et stort chok for os alle. Et barn har ret til både en far og en mor. Før var han med på fodboldbanen, og han gik med ud til kaninerne og de andre husdyr.

Vi havde noget sammen, og pludseligt var han væk. Jeg følte mig alene, jeg havde mindreværds-komplekser, og jeg fik ikke talt med nogen om min fars død. Dengang i ’67 var der ikke psykologhjælp som i dag.

Det var så hårdt for os, og det satte dybe traumatiske spor.

Begyndte at drikke

– Jeg fik lov at gå ud af 8. klasse og kom i gartnerlære.

Jeg spillede fodbold i Randers, og efter en kamp skulle vi over i klubhuset. Og her drak jeg mig fuld. Og det skete igen mange gange fra jeg var 15 år indtil midt i 20’erne.

Jeg havde et stigende misbrug, og jeg havde en meget lille tro på Gud. Jeg troede på, at der var et eller andet, men ikke at der var en personlig Gud, som elskede mig.

Engang imellem råbte jeg: Så hjælp mig dog! Men jeg fortsatte med at leve det liv, jeg levede.

Satte ild på huse

– Som 18-årig blev jeg første gang anholdt af politiet for nogle butikstyverier og biltyverier, hvor vi havde kørt spirituskørsel. Og jeg havde også forårsaget to ildspåsættelser.

Jeg vidste godt, hvad der var rigtigt og forkert. Mine forældre havde opdraget mig godt. Men når jeg blev fuld, kunne jeg finde på hvad som helst.

Den første dom var på 6 måneders fængsel, hvoraf de 4 dog var betinget. Jeg sad i Rebæk-lejren, forøvrigt sammen med Jehovas Vidner, som var militærnægtere. Det fik man 8-9 måneder for dengang. De forsøgte at omvende mig, men det lykkedes ikke.

Fra jeg var 18 til jeg var 24 år satte jeg seks gange ild i huse.

Det var fuldstændig vanvittigt. Ingen forstod noget som helst. Jeg havde ingen selverkendelse.

Da jeg kom ud, fik jeg et arbejde i Brande som gartner. Jeg indlogerede mig i et hus hos en ældre dame. Da jeg kom hjem en aften efter at have været ude at drikke, satte jeg ild på huset nede i kælderen og lagde mig til at sove. Men jeg blev reddet ud af det brændende hus i sidste øjeblik sammen med den ældre dame. Men i første omgang blev jeg ikke anhholdt for det. Politioet henlagde sagen som selvantændelse.

Senere blev jeg soldat på Viborg kaserne. En lørdag aften gad jeg ikke sidde på vagt, der kom jo ikke nogen alligevel, så jeg tog mit civile tøj på og gik i byen for at drikke mig fuld. Da jeg kom hjem, i en kæmpebrandert, satte jeg ild på kasernen.

Sat i fængsel

– Det viser, hvor langt jeg var kommet ud. Det var jo også det, der medvirkede til, at man senere overvejede at give mig en anbringelsesdom.

Jeg fik seks måneders fængsel, og da jeg kom ud, skulle jeg være på tvungen antabus. Men jeg fortsatte med at drikke.

Jeg boede i Randers. Med tre ugers mellemrum satte jeg ild på den boligblok, hvor jeg selv boede – og lagde mig til at sove.

I retten blev jeg naturligvis spurgt af dommeren: Blumensaat vidste De ikke, hvilken fare De udatte andre mennesker for.

Nej, svarede jeg. Og jeg tænkte heller ikke på det. Jeg havde ikke noget ønske om at skade andre mennesker, og jeg er taknemlig for, at der ikke skete nogen dødsfald. Men der var mange, der tog skade psykisk af de forbrydelser, jeg foretog, og dem beder jeg stadig for.

Nægtede alt

– Efter den anden ildspåsættelse i Randers blev jeg anholdt og indsat i Randers arrest. Jeg nægtede som sædvanlig det hele, selv om alt tydede på, at det var mig. Nej, det kunne ikke være mig.

Jeg vidste jo godt, at det var mig, og det havde jeg det skidt med, men jeg kunne ikke få de to verdener til at forenes.

Og nu begyndte aviserne at skrive om mig. Store overskrifter i Ekstrabladet, BT og Randers Amtsavis. ”Pyroman på spil” – ”Hvorfor vil han brænde os inde?” – ”Hvorfor vil han ødelægge vores liv?”

Og indeni mig var der også en lille Benny, der råbte om hjælp.

Anden gang fik jeg 21 måneders fængsel i Nr. Snede statsfængsel.

Selvmordsforsøg

– Efter 8 måneder forsøgte jeg selvmord og blev indlagt på Brændstrup Sygehus. Der forsøgte jeg igen selvmord og blev tvangsindlagt på den lukkede afdeling på Riisskov statshospital. Her skulle jeg blive, indtil min dom var afsonet – de ville ikke have mig tilbage i fængslet.

Efter et af mine selvmordsforsøg sagde en af mine søskende til mor: Det her kan jo ikke blive ved. Det er næsten bedre, det lykkes for Benny…

Da jeg kom ud, fik jeg et gartnerjob i Aarhus. Jeg skulle hver dag møde på Riisskov og var på antabus, men jeg forsvandt hurtigst muligt og forsøgte at drikke mig igennem. For jeg havde stadig ingen erkendelse af, at jeg havde et voldsomt alkoholproblem.

Jeg blev sendt til Fredericia til et anlægsarbejde. Jeg blev indlogeret på et hotel og gik på druk om aftenen og kom fuld hjem – og satte ild på hotellet.

Søster Maria

– Jeg blev anholdt ud på morgenstunden og blev anbragt i Fredericia arrest. Her måtte jeg ikke få hverken cigaretter eller slik.

Igen kom jeg i avisernes overskrifter. Og på det tidspunkt var der en karismatisk bedegruppe, som bad for mig.

Blandt dem var Søster Maria Algunde, som selv havde overlevet bombningen af den franske skole i København. Hun havde et stort hjerte. Hun kom og besøgte mig, og ingen mistænkte hende med sin sorte dragt og en paraply – midt om sommeren. Heri havde hun slik og cigaretter til mig. (Jeg er sikker på, at Jesus har tilgivet hende ved himlens port.)

Søster Maria Algunde fik min mor med i den karismatiske bedekreds. Her var også Paul Marx, en amerikansk missionær, som var sendt til Danmark. Han sad med sin guitar og spillede ved møderne, hvor de sang og dansede og talte i tunger – hvilket var ganske uhørt i den katolske kirke på dette tidspunkt.

På den lukkede afdeling

– Jeg blev indlagt på den lukkede afdeling på Riisskov, fordi jeg skulle til den store mentalundersøgelse, hvor man skulle finde ud af, om jeg skulle have en anbringelsesdom. Jeg blev observeret alle 24 timer sammen med 30 andre mandlige patienter, som havde begået meget alvorlige forbrydelser – og dæmonerne fløj om ørerne på os.

Min mor besøgte mig. Jeg var nu gået i sultestrejke. Hun var der altid. Hun var brandirriterende nogle gange. Og jeg var ikke sød ved hende. Hun græd altid.

Efter et bedemøde besluttede Paul Marx, min mor og en nonne, som var overbevist om, at jeg ville blive helbredt, at besøge mig på Riisskov.

Jeg havde ikke lyst til at have besøg af dem. Præsten mindede mig om noget, jeg ikke troede på mere, og min mor græd altid.

De talte om Jesus og kærligheden, men jeg vidste, at jeg måske ville få en anbringelsesdom på en lukket afdeling på ubestemt tid.

Bøn, befrielse og fred

– Tilsidst spurgte Paul Marx, om han måtte lægge hænderne på mit hoved og bede for mig. De fik han lov til, selv om jeg ingen forventninger havde til det.

Jeg lukkede øjnene, så det ikke skulle blive for pinligt. Jeg husker ikke, hvad han bad, men på et tidspunkt bad han om, at jeg ville blive sat fri af alt det onde, jeg havde gjort, og blive til det menneske, som Gud havde skabt mig til. Og jeg mærkede, at der kom sådan en fred ned over mig.

De gik, og jeg gik op på min stue og lagde mig. Og pludselig var det, som om himlen åbnede sig.

Jeg havde en erfaring af, at en dyb fred kom ned over mig, som en dyne. Og værelset blev fyldt af en varme og en kærlighed, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Og inden jeg sov, bad jeg en bøn til Gud, for jeg kunne mærke, at han var der.

En dejlig morgen

– Næste morgen vågnede jeg op med en glæde og fred indeni. Det var fantastisk. Søster Maria Algunde kom med en bibel, og jeg begyndte at læse i den.

Jeg følte, at Jesus talte til mig – han sagde: Benny, følg mig!

Det sagde jeg også til psykiateren bagefter… Jeg sagde, jeg var helbredt og ikke behøvede medicin mere. Det troede hun selvfølgelig ikke på, og hun forbød præsten at komme igen. Men senere forstod hun måske, at det virkelig var sandt.

Men nu ville jeg skrifte al min synd ovefor en præst. Alt hvad jeg kune huske. Det tog nogle timer. Men jeg vidste, at Jesus var død for mig. Og jeg følte mig 100 kg lettere. I årevis havde jeg kigget nedad, men nu begyndte jeg at leve igen.

Kom i Udfordringen

– Nu begyndte Svend Boysens datter og Peter Poulsen og andre fra Youth for Christ at besøge mig. Og det var fantastisk.

Og så kom mit vidnesbyrd også i Udfordringen, og folk begyndte at sende breve og bøger til mig i arresten.

Jeg fik en tidsbestemt anbringelsesdom i Riisskov, men da jeg søgte om at komme ud, gik ansøgningen igennem, for alle kunne se, at der var sket en forvandling.

Jeg havde ikke længere behov for at drikke. Og jeg fik ikke noget tilbagefald. Jeg kom ind i et nyt miljø blandt kistne.

Benny gik senere i gang med at tage 10. klasse og HF, hvorefter han læste til præst i London.

Han er i dag en meget aktiv præst i Katolsk Kirke i Esbjerg. Han fortalte sin historie på årets Plus-Oase.