Årets ildsjæl

Knud Poulsen fra Danmission Genbrug i Osted fik prisen som Årets Ildsjæl 2019.

Frivillig butiksleder Knud Poulsen fra Danmission Genbrug i Osted modtog i weekenden prisen som Årets Ildsjæl 2019 på Danmissions årsmøde.  

Knud Poulsen har de seneste tre år været én af nøglepersonerne i at starte, udvikle og drive en succesfuld genbrugsbutik i Osted sammen med knap 40 andre engagerede frivillige. Han modtog prisen af Danmissions afgående formand, biskop Peter Fischer-Møller, som sagde:

“Du er et overskudsmenneske med en særlig evne til at se alle. Når du taler, bliver der ro, og der lyttes. For alle ved, at Knud er vidende og på sin helt egen rolige facon er en stor initiativtager og udvikler – både af forretningen og af fællesskabet.

Årets Ildsjæl modtog prisen med sin kone Britta ved sin side:

“Det var en stor overraskelse, og jeg er meget beæret. Det er en ære, som jeg deler med min kone og alle de andre frivillige og med vores udviklingskonsulent.”

Årets Ildsjæl mener, at det stærke fællesskab, der er blandt butikkens frivillige, er en afgørende faktor i Osted-butikkens succes.