Ildsjæl har reddet 300 nordkoreanere

Den nu pensionerede pastor John Yoon ville gerne fortsætte og hjælpe endnu flere.

Pastor John Yoon ses her sammen med Grace Jo, som var 11 år, da han hjalp hende med at flygte fra Nordkorea. Foto: Gabriel Spitzer

– En nat mens jeg bad, faldt der ild fra himlen på min ryg. Da vidste jeg, at Gud er til, fortæller pastor John Yoon. Som missionær har han hjulpet hundreder af afhoppere fra Nordkorea.

Den 81-årige missionær blev født i det nuværende Nordkorea og var 12 år gammel, da Koreakrigen brød ud i 1950’erne. Under flugten mod syd kom han væk fra sine forældre, og han fandt dem aldrig igen.

Ild fra himlen

Men en nat efter krigen blev der vendt op og ned på afhopperens liv. John Noon besøgte nemlig et bedehus for at finde ud af, om Gud virkelig fandtes, fortæller radiostationen KNKX.

“Mens jeg bad, kom en stor ild fra himlen, som ramte mig på ryggen. Ildens ånd kom over mig og brændte mig. I det øjeblik vidste jeg, at Gud var til,” fortalte John Noon til KNKX, under en fest for hans pensionering i New Vision Church i Lynnwood, Washington.

Undergrunds-jernbane

John Yoon blev missionær i to kommunistiske lande – først i Rusland og derefter i Kina. Senere hørte han om nøden i Nordkorea, hvor kristendommen er forbudt. Han vendte derfor tilbage til sin hjemegn, hvor han etablerede en ”undergrunds-jernbane”.

Det handlede om at bringe nordkoreanske afhoppere dybt ind i Kina og derfra til sikkerhed i Thailand eller Mongoliet. Det var et farligt arbejde – missionæren selv risikerede fængsel, mens afhopperne risikerede henrettelse.

John Yoon hjalp ikke kun afhopperne med deres fysiske nød, men fortalte dem også de gode nyheder om Jesus Kristus.

På et tidspunkt var han lige ved at blive arresteret og måtte flygte til USA, hvor han måtte skifte navn og pas, før han vendte tilbage til grænsen mellem Nordkorea og Kina. I 2005 blev han fanget og måtte tilbringe 15 måneder i et kinesisk fængsel. Han kom fri igen med hjælp fra de amerikanske myndigheder og vendte tilbage til USA, hvor han stadig bor.

11-årig afhopper reddet

Under sin tjeneste i grænseområdet har John Yoon hjulpet mindst 300 afhoppere fra Nordkorea. En af dem var den 11-årige Grace Jo, hvis familie blev fanget under flugten fra regimet.

”Efter at være sendt tilbage til Nordkorea kom jeg først i fængsel, og derefter til et børnehjem. Jeg så mange børn, som havde det svært, de sultede og blev slået af de større børn.

Disse stakkels børn gemte sig i et hjørne under nogle tæpper. Jeg blev meget ked af det. Hvordan kunne dette være mit land?” fortæller Grace Jo.

Hjælpen kom fra John Yoon, der betalte 10.000 dollar i bestikkelse til nordkoreanske embedsmænd for at få familien fri. Grace Jo, som nu er voksen, deltog i festen for John Yoon.

“Jeg tror, det var et Guds mirakel, der skete,” sagde Grace Jo til KNKX. “Vi fik mulighed for at krydse floden igen.”

John Yoon er meget ked af, at hans helbred ikke tillader ham at vende tilbage for at redde endnu flere. For mange i Nordkorea har stadig brug for hjælp, siger han.