Peter blev guddommeligt helbredt

Men selv om han så det ene mirakel efter det andet, fik hans religiøse opvækst ham til at tvivle på, om det var fra Gud... Nu beder han selv for syge og oplever mange mirakler.

Efter at Peter selv blev helbredt for dårlig ryg, beder han selv for syge.

For 17 år siden blev Peter Skjold Petersen helbredt i sin ryg. Et splitsekund tog det, og så var der ikke mere bøvl med ryggen. Nu beder Peter selv for mennesker, og han bruger både sin arbejdstid og sin fritid til det.

Jeg møder Peter Skjold uden for Sct. Johannes kirken i Herning en lørdag formiddag. Peter vil hjælpe Udfordringen med at skaffe flere abonnenter.

I morgen søndag håber vi så, at kirkegængerne besøger hans stand og får lyst til at tegne et abonnement på avisen.

Jeg har tidligere mødt ildsjælen, Peter Skjold, og jeg synes, han skal have lov til at fortælle sin historie. For han er ikke en helt almindelig mand.

Voksede op med Indre Mission

– Jeg er vokset op i Sdr. Felding i Vestjylland og var ofte med mine forældre til møder i Indre Mission, fortæller Peter.

– To år på Nøvlingskov Efterskole var en rigtig god investering for min tro, og det var meget positivt at være sammen med en masse andre kristne unge.

– Senere kom jeg med i IMU (indre Missions unge) og i en bibelkreds. De sidste 25 år er jeg kommet i Sct. Johannes folkekirke.

Der kommer folk her med forskellige kirkelige baggrunde.
Vi har nogle gode præster, og det trækker folk til fra nær og fjern, fortæller Peter.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Smerterne forsvandt som dug for solen

Men Peter døjede som yngre meget med sin ryg. Skolelægen sagde, at ryggen var skæv. Senere sagde den praktiserende læge det samme, og til session gentog beskeden sig.

– Flere dage i året kunne jeg ikke komme ud af sengen p.g.a. kraftige smerter, og det varede typisk 3-4 dage, inden det blev bedre, siger Peter.

Meget skeptisk

– En dag på arbejde kom jeg til at tale med en kollega om Volvo-manden, Hans Berntsen, og hvor utroligt det var, at folk blev helbredt på hans møder. Jeg havde aldrig hørt om, at bøn med håndspålæggelse kunne hjælpe, så jeg var meget skeptisk, indrømmer Peter.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Men min kollega og jeg deltog en aften på et af møderne. Jeg sad og følte mig usikker på, om Gud overhovedet var med i det her, selv om det blev sagt mange gange i løbet af mødet.

Men efter at have set masser af helbredelser ske lige foran vores øjne, gik vi som de sidste frem til forbøn – dog stadig med tvivlen nagende.

Hans Berntsen bad en kort bøn for mig. Pludselig følte jeg mig 50 kg lettere. Al stivhed og smerte forsvandt på et halvt sekund.

Oplevelsen gjorde Peter euforisk. Han måtte fortælle alle omkring sig, hvad der var sket. Det var jo næsten for godt til at være sandt. Men sandt var det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tvivlede stadig

– Jeg var dog stadig i tvivl om, hvorvidt det faktisk var fra Gud, for jeg havde aldrig hørt om, at sådan noget kan ske, hvis man beder – heller ikke selv om jeg havde deltaget i bibelstudier i mange år.

Jeg tænkte mest på, at det da var utroligt, hvad ham Volvo-manden kunne.
Få dage efter mødet skulle jeg røntgenfotograferes og fik svaret, at min ryg var helt normal og perfekt.

Peter modtager sit kald

– Jeg gik i mange år og syntes, at det var utroligt, hvad Volvo-manden kunne, og at det da var en fantastisk nådegave, han havde fået.

Men for ca. fire år siden så jeg en YouTube-video med en amerikaner ved navn Pete Cabrera. Han sagde, at alle kristne kan bede for syge!

Han sagde, at ved troen på Jesus får man Helligånden ind i sig. Og at Helligånden så helbreder dem, man beder for. Dette var helt nyt for mig. Så det skulle testes!

Jeg begyndte at bede for folk, jeg mødte på gaden og for kunder, der kom ind i den butik, hvor jeg arbejder.

Jeg så mirakler ske lige med det samme. Langt over halvdelen af dem, jeg bad for, kunne mærke en forskel eller blev raske!

”Må jeg godt lige vise dig noget”?

I dag har Peter ikke tal på, hvor mange der har oplevet en berøring af Gud via ham, men det er mange.

Hans måde at komme i kontakt med folk på, når han hører – eller ser – at de har ondt eller er syge, er, at han spørger dem: ”Må jeg godt lige vise dig noget, jeg tror der kan hjælpe dig”?

”Jeg havde aldrig hørt om, at bøn med håndspålæggelse kunne hjælpe, så jeg var meget skeptisk.”

Det har folk sjældent noget imod, så han lægger en hånd på dem, og så virker Gud ofte med lægedom til stor forundring for dem, der modtager. Og mange af dem er hans kunder, der døjer med arbejdsskader.

Kundskabsord hjælper de syge

Peter oplever sommetider at få noget åbenbaret, der hjælper ham i helbredelsestjenesten, såkaldte kundskabsord.

– Når jeg skal ud og fortælle om, at Gud helbreder gennem bøn, beder jeg ham altid vise mig personer med særlige behov.

Jeg oplever flere gange, at jeg får billeder i tankerne af personer og deres særlige kendetegn, og hvad de fejler. Det har til tider været 100% nøjagtigt.

– En dag, jeg var på vej til Hvide Sande, sad jeg og bad i bilen. Pludselig fik jeg et billede for mit indre blik af en kvinde sidst i 30’erne med pagelangt hår og en mørkeblå kjole med røde og hvide blomster. Jeg fornemmede, at hun havde et problem i den ene side af nakken.

Da jeg ankom til mødet, var der 16-18 personer til stede, men ingen med det omtalte signalement. I et værelse ved siden af var der mulighed for at få forbøn.

Og der kom kvinden ind, fuldstændig som vist mig af Gud. Jeg fortalte naturligvis om mit syn, og det var en meget stærk opmuntring for hende om, at Gud havde omsorg og kendte hende.

Men det er ikke altid, jeg forstår og opfanger, hvad Gud siger. Det er et område, jeg gerne vil blive bedre til.

Vil gerne tage ud

Peter vil gerne ud og fortælle om helbredelse ved bøn.
– Jeg synes, Guds gaver til os bliver modtaget alt for lidt. Mange ved slet ikke, at han ønsker at helbrede. De sidste fire år har jeg været i en del folke- og frikirker og i bibelkredse for at udbrede budskabet. Jeg har også talt til efterskoleelever og lidt ældre unge.

– Ved en lovsangsgudstjeneste i Esbjerg blev mange meget berørt og flere helbredt. Og jeg har undervist på Alpha-kurser i emnet ”Helbreder Gud idag?”

– Jeg føler, at jeg har et budskab, der er behov for. Gud elsker os, og det vil jeg gerne demonstrere på en håndgribelig og jordnær måde, siger vestjyden.