Raketter fra Gaza fik nordmænd til at søge tilflugt i bomberum

(Læsetid: 2 minutter)
– Nede i bomberummet hørte vi nogle drøn. Efter et stykke tid gik vi op igen. I dag vil vi bare blive i sømandskirken i Ashdod, fortalte Wenche Berntzen tirsdag eftermiddag. Foto: Odd Harald Tønnesen.

Næsten det halve Israel gik i stå, da Islamisk Jihad skød over 160 raketter fra Gaza mod israelske byer tirsdag morgen. Sirenerne lød i Tel Aviv, Ashdod, Beersheba og Kibbutz Zikim, og flere nordmænd måtte søge til Sømandskirkens bomberum i Ashdod.

I kystbyen Askalon blev tre personer skadet under angrebene fra Gaza. Angrebene fra den iranskstøttede terrororganisation Islamisk Jihad var en hævnaktion, efter at Israel likviderede terrorleder Baha Abu al-Ata natten til tirsdag. Både terrorlederen og hans kone døde i deres hjem i Shejaiya i Gaza by.

Israels efterretningstjeneste vidste, at al-Ata havde planer om nye terrorangreb mod Israel i løbet af de nærmeste dage. Derfor godkendte statsminister Benjamin Netanyahu likvideringsplanerne.

Sikkerhedskabinettet i Jerusalem vedtog for ti dage siden, at man ville genoptage de målrettede drab på terrorister. Likvideringen af al-Ata var det første målrettede drab siden 2014.

Nordmænd i bomberum

Syv nordmænd i Sømandskirken i Ashdod gik i bomberummet tirsdag morgen, da flyalarmen gik.

– Vi er gået i Sømandskirkens tilflugtsrum fire gange, fortæller Wenche Berntzen på telefon fra Ashdod til Udfordringen.

Nordmændene sad ved morgenbordet, da sirenerne varslede raketangreb fra Gaza tirsdag morgen.

– Nede i bomberummet hørte vi nogle drøn. Efter et stykke tid gik vi op igen. I dag kommer vi bare til at opholde os i Sømandskirken. Vi føler os ikke urolige, sagde Wenche Berntzen og tilføjede, at det var første gang, hun oplevede noget sådant.

Hun oplyser, at ialt fire personer arbejder i Sømandskirken. Der var desuden to andre nordmænd til stede i huset.

Læs også